Hovedstadens trafikanter glemmer oftest reflekserne

Hovedstadens cyklister og fodgængere skal blive bedre til at huske reflekserne, hvis de vil ses i trafikken. Foto: Rådet for Sikker Trafik

Nye tal fra Børneulykkesfonden viser, at Region Hovedstadens fodgængere og cyklister er dem, der oftest glemmer at bruge reflekser, når de bevæger sig ud i trafikken. Det er nemlig kun hver tredje af hovedstadens bløde trafikanter der bærer reflekser i trafikken.

Til sammenligning bruger lige over halvdelen af Region Syddanmarks fodgængere og cyklister reflekserne, der især øger trafiksikkerheden i det mørke vinterhalvår.

I anledning af Årets refleksdag den 25. oktober har Børneulykkesfonden lavet en undersøgelse om brugen af reflekser blandt bløde trafikanter i landets fem regioner. Ifølge uddybende tal, som Netavisen har fået tilsendt, er Hovedstadsområdet den region, hvor flest indbyggere mener, at reflekser ikke øger deres trafiksikkerhed nok til at have dem på tøjet.

Samtidigt er det også i Hovedstadsområdet, at flest fravælger reflekserne, fordi de prioriterer deres udseende højere, når de bevæger sig ud i trafikken.

Vigtige reflekser

Hos Børneulykkesfonden mener man, at problemet er til at tage at føle på. Ifølge tal fra Trygg Trafik Norge har bløde trafikanter nemlig 85 procent større chance for at blive set i trafikken. Derfor er det vigtigt at få sat fokus på reflekserne, siger PR- og Kommunikationsansvarlig hos Børneulykkesfonden, Marie Bødtker:

– Vi mener det er vigtigt at få involveret folk, da det er den bedste måde at skabe opmærksomhed om, hvor vigtige reflekserne er.

Læs også: Der sker stadig for mange ulykker i trafikken

Ifølge undersøgelsen er problemet udbredt blandt både mænd og kvinder, men især hos unge er det svært at få gjort refleksen til en del af påklædningen, når de skal ud i trafikken. Man må derfor tænke stort når det gælder om at sprede budskabet om reflekserne.

– Vi arbejder med den bredde befolkning, hvor vi forsøger at komme ud til så mange målgrupper som muligt, siger Marie Bødtker og fortsætter:

– Vi arbejder med en masse initiativer. Primært er vores fokus på oplysning og udbredelse af viden om trafiksikkerhed, og hvad man selv kan gøre for at øge sikkerheden.

Ingen løsning fra Regionsrådet

På trods af de manglende reflekser hos regionens fodgængere og cyklister, ligner det ikke, at løsningen på problemet kommer fra Region Hovedstadens regionsråd. Sådan lyder det fra næstformanden for Regionsrådets trafikudvalg, Martin Baden (S):

– Det er ikke noget, vi beskæftiger os med lige nu, siger han.

Martin Baden henviser til, at det formelt set bl.a. er Rådet for Sikker Trafik, der står for arbejdet med at udbrede trafiksikkerhed blandt regionens indbyggere, og at det derfor ikke er et fokus for Regionsrådet på nuværende tidspunkt.

Martin Baden erkender dog problemet. Det er muligt, at Regionsrådet i fremtiden vil samarbejde med andre parter om problemet, hvis muligheden skulle opstå, mener han.

– Jeg vil ikke afvise, at det er noget, vi kunne komme til at deltage i, hvis det rigtige projekt ligger der. Det ville jeg være positiv over for.

Reflekser i trafikken


Kilder: Børneulykkesfonden, Rådet for Sikker Trafik og Trygg Trafik Norge

Sådan gjorde vi: I forbindelse med offentliggørelsen af  Børneulykkesfondens undersøgelse tog Netavisen kontakt til Børneulykkesfonden. Her fik Netavisen tilsendt yderligere statistisk materiale. Efterfølgende kontaktede Netavisen næstformand for Region Hovedstadens Trafikudvalg, Martin Baden (S), for at få en kommentar til undersøgelsens resultater.