Hus Forbi holder hånden under sælgere

Lars-Peter Guldberg Glue har solgt Hus Forbi i 20 år. Her står han i Kødbyen efter NetAvisen fangede ham ved stofindtagelsesrummet H17 på Vesterbro i København. Foto: Anna Sofie Harboe Andersen, november 2020.

Landets mange hjemløse har en hård tid under coronakrisen, og derfor har Hus Forbi valgt at støtte de udsatte mere, end de plejer.

Sekretariatsleder hos Hus Forbi, Rasmus Wexøe Kristensen, fortæller, at prisen for sælgerne, når de køber en Hus Forbi-avis for at sælge den videre, er blevet nedsat med 50 procent over sommeren. Normalt gav sælgeren 10 kroner for en avis og solgte den for 20 kroner. Men de seneste måneder har de altså kunnet købe aviserne for 5 kroner og sælge dem for 20 kroner. I perioden april til og med juni har Hus Forbi delt gavekort ud til mad for cirka 2 millioner kroner.

Læs også: Hus Forbi sælger: MobilePay er en redning

Et vigtigt tiltag fortsætter

Avisen Hus Forbi, som udgives af foreningen Hus Forbi, har sørget for, at et af de vigtige tiltag fortsætter på ubestemt tid. Receptpligtig medicin til psykiske eller fysiske sygdomme er nemlig en udgift, der er vigtig at få dækket.

– Desuden får de gratis receptpligtig medicin, og det fortsætter mindst året ud, fortæller Rasmus Wexøe Kristensen.

Han tilføjer, at mange af sælgerne er presset på deres indtægter, hvilket gør, at Hus Forbi spæder til, når det gælder essentielle udgifter som medicin. I denne periode dækker Hus Forbi hele beløbet på deres receptpligtige medicin.

Bag om Hus Forbi

*Hus Forbi er en avis, der udgives af foreningen Hus Forbi 

*Avisen har til formål at skabe dialog med de socialt udsatte som sælger avisen, der på den måde fungerer som et talerør 

*Avisen bidrager til at give sælgerne et job og noget at stå op til 

* Hus Forbi-sælgere sælger cirka 50-60.000 eksemplarer af avisen hver måned

* Udsatte, hjemløse eller tidligere hjemløse kan blive sælgere

* Man må ikke være påvirket af alkohol eller stoffer, mens man sælger avisen

*Der er omkring 3.000 registrerede sælgere

Kilde: husforbi.dk

Læs også: 600 hjemløse sover hver nat på gaden

Lars-Peter Guldberg Glue har solgt Hus Forbi i 20 år. NetAvisen møder ham uden for stofindtagelsesrummet H17 på Vesterbro i København. Han fortæller, at han har haft en længere indlæggelse på hospitalet, som har bidraget til, at han ikke har solgt så mange aviser, som han plejer. Han har dog stadig gjort brug af Hus Forbis tiltag og siger, at det kan mærkes på gaden.

– Vi kunne få et kort hver dag med 75 kroner i supplerende hjælp under corona, fortæller han.

Udsatte, som kan vise et Hus Forbi-sælgerkort, kan hente gratis receptpligtig medicin på landets apoteker, fordi Hus Forbi dækker regningen.

Sådan gjorde vi: Journalisten var interesseret i, hvordan coronakrisen påvirker dem, der sælger Hus Forbi. Vi talte med sælgeren på Vesterbro i København, og herefter tog vi kontakt til sekretariatslederen hos Hus Forbi telefonisk 

Leave a Reply

Your email address will not be published.