Ikke mere lort: Nye skraldespande skal give mere respekt

Den nye pantløsning kommer i tre prototyper, der fra april skal prøvetestes på Vesterbro.
Foto: KBHpant

Det kan for mange pantsamlere være besværligt og uværdigt at rode rundt i skraldespande blandt glaskår, madaffald og hundelorteposer.

Derfor har man hos KBHpant udviklet nogle skraldespande, der skal gøre livet lettere for de socialt udsatte. Denne nye pantløsning består af skraldespande, der er designet til, at flasker og dåser bliver lettere tilgængelige for pantsamlerne.

En af initiativtagerne til projektet er iværksætteren Michael Lomberg Olsen. Han mener, at de nye skraldespande skal være med til at skabe større værdighed for flaskesamlerne.

Jeg har mange gange skåret mig på smadrede flasker eller andre skarpe ting. Nogle gange er flaskerne også smurt ind i hundelort, og det er virkelig ulækkert.
Poul Kwaten, flaskesamler

– Lige nu går pantsamlere og samler pant i det offentlige rum ved at rode i skrald. Det er ekstremt uværdigt og ulækkert. Pointen er, at vi vil skabe mere værdighed for dem, fortæller iværksætter og redaktør på magasinet Illegal.

Hundelort og glasskår

En af de pantsamlerne der nikker genkendende til problemet, er Poul Kwaten. Han har tit haft ubehagelige oplevelser, når han har haft hænderne nede i skraldespandende for at finde pant.

– Jeg har mange gange skåret mig på smadrede flasker eller andre skarpe ting. Nogle gange er flaskerne også smurt ind i hundelort, og det er virkelig ulækkert, siger Poul Kwaten, der lever af at samle flasker.

Poul Kwaten på 41 år er oprindeligt fra Ghana og har opholdt sig fem dage i Danmark. Han lever af at samle pant og tjener i gennemsnit 40 kr. på en god dag. For ham vil det de nye skraldespande gøre en stor forskel.

– Det er en super idé. Hvorfor har man ikke tænkt på det før? Det vil gøre det hele lidt nemmere. Jeg bruger meget tid på at rode i skraldespande uden at finde noget, fortæller ghaneseren.

Michael ”Mikkel” Thomsen, der til daglig bor på Vesterbro, tror også på, at den nye pantløsning vil blive en stor succes. Foto: Kristoffer Jonassen
Michael Thomsen, der bor på Vesterbro, tror også på, at den nye pantløsning vil blive en stor succes.
Foto: Kristoffer Jonassen

Læs også: TV: Pelle lever af skrald

Den nye pantløsning skal testes på Sønderboulevard på Vesterbro i starten af april, og det er ikke kun pantsamlerne, der håber det bliver en succes.

– Det er et fremragende initiativ, så behøves flaskesamlere ikke stå med hovedet i skraldespanden, og få alt muligt på hænderne. Det er genialt, siger Michael Thomsen, der fortæller, at hans søn også samler flasker.

Ikke kun København

Folkene bag projektet håber på, at den nye pantløsning vil sprede sig til andre dele af landet.

– Jo flere, der vil kopiere løsningen, jo bedre, siger Michael Lomborg Olsen.

Projektet bliver allerede godt modtaget i Aarhus. Her er SF’er Jan Ravn Christensen, der er medlem af Teknik og Miljø-udvalget, begejstret.

– Idéen er rigtig god, og det er helt klart noget, vi vil tage op i byrådet. Hver gang jeg ser en have hånden nede i en skraldespand, får jeg det skidt, siger han.

Forsøget med de nye skraldespande vil løbe fra april og tre til fem måneder frem, skriver KBHpant i en pressemeddelse.