Indianer i kano får egen restaurant i København

Hotdogen er blevet populær i en ny gourmetversion.
Hotdogen er blevet populær i en ny gourmetversion.

Foderbrættet på Vesterbrogade åbner fredag aften Købehavns 2. hotdogbar. Det, selvom de klassiske pølsevogne snart er ude af bybilledet. En af initiativtagerne, Romeo Espeleta, ser dog ikke dette som et problem.

– Vi har forsøgt at give københavnerne en mere moderne model af hotdog’en, hvor man stadig har respekt for kulturen, forklarer han.

Restaurant Foderbrættet har satset på en anderledes model af hotdog’en. Her kan gæsterne få champagne og sideorders, der passer til pølsen.

Inspiration

Inspirationen kommer fra LA og New York, hvor man blandt andet kan bestille champagne til sin pølse.

– Vi har prøvet at kopiere samme koncept, bare hvor det er et drop-in-sted, siger Romeo Espeleta.

Derfor er det ikke muligt at reservere bord i restauranten.

Tidligere var det arbejderne, der spiste hotdogs. I dag er fokus på gourmet, og det har givet pølsen en helt anden værdi

Susanne Højlund Pedersen, Antropolog på Aarhus Universitet

Den kreative forbruger

Antropolog på Aarhus Universitet Susanne Højlund Pedersen mener, at den kreative forbruger har gjort det muligt at få hotdog’en ind i gadebilledet igen. Det skyldes, at Foderbrættet har valgt at fokusere på et andet segment.

– Tidligere var det arbejderne, der spiste hotdogs. I dag er fokus på gourmet, og det har givet pølsen en helt anden værdi, forklarer hun.

Romeo Espeleta mener også, deres nytænkning vil trække kunder.

– Visuelt ser vores hotdogs meget mere lækre ud end den klassiske hotdog. Det er samtidig heller ikke maden men oplevelsen, man får serveret, fortæller han.

Her finder du de to hotdog restauranter i København:

  • Foderbrættet, Vesterbrogade 41, 1620 København V
  • Big Willy’s, Fælledvej 15, 2200 København N

De har i Foderbrættet koblet bar med restaurant ved at lave en bankboks i kælderen om, så gæsterne kan få en cocktail og feste videre efter maden.

Læs mere om Foderbrættet på deres Facebookside

Hotdog’ens storhedstid

Hotdog’en havde sin storhedstid i 50’erne og 60’erne. Pølsen var den første form for fastfood i de danske pølsevogne. Den nye form for hotdog har dog ikke en lang levetid, ifølge Susanne Højlund Pedersen.

– Det er en madkultur, der er in lige nu. Der er for eksempel mange gamle madvaner, som har fået deres renæssance, såsom smørrebrød og det sønderjyske kagebord, forklarer hun.

Fremtiden for hotdog’en

Romeo Espeleta er uenig. Han kunne sagtens forestille sig at åbne flere restauranter, hvis Foderbrættet bliver en succes.

– Det kunne være interessant at få konceptet til Aarhus. Det vil også være spændende at skabe nye former for hotdogs, som var sæsonpræget, fortæller han.

Han mener, at Vesterbro er det helt rigtige sted for Foderbrættet, da borgerne i den bydel er mere åbne for nye madformer. Restauranten taler samtidig til det finere klientel, som findes der.