Instruktør: BBC-klip er ren fiktion

Klippet, der har taget de sociale medier med storm. Kilde: BBC Planet Earth II

En nyfødt leguan fra Galapagosøerne, se den i klippet ovenfor, har gennem de sociale medier taget verden med storm. Leguanen har hovedrollen i et klip fra BBC’s nye serie, Planet Earth II.

Adam Schmedes, der selv producerer og instruerer naturfilm i sit firma Loke Film, samt Danmarks førende naturfilmklipper Jes Paul uddyber hvordan inddragelsen af dramaturgi fra fiktionsfilm, er med til at skabe stor spænding i det to minutters dokumentariske klip.

Illusionen om virkeligheden er det, al film bygger på.
Adam Schmedes, producent og filminstruktør

– Dramaturgi gør en scene spændende og er altid bygget op omkring en konflikt. Som det også ses i klippet, vælger man at følge den svage, offerets side af konflikten, som man ønsker skal overleve i kampen mod den hårde og stærke side, siger Adam Schmedes.

Jes Paul præciserer.

– Nærbilleder af den nyfødte leguan, der kigger sig omkring efter fjenden, og kameraet, der er i øjenhøjde med firbenet, gør, at seerne identificerer sig med dyret og deler dets frygt.

Læs også (åbner på Youtube): Adam Schmedes’ klip: Lizard vs. Snake

Selv benytter Adam Schmedes sig af samme dramaturgi i sine film, for at involvere seernes følelser i dyrenes situation, som på den måde lever sig ind i fortællingen.

De 10 dogmeregler

1. Dyret er hovedpersonen.

2. Dyr skal filmes i øjenhøjde.

3. Man skal identificere sig med dyret og dets livsbetingelser.

4. Omgivelserne skal ses fra dyrets synspunkt og vise en verden i forandring, fyldt med menneskelig aktivitet.

5. Ingen talende eksperter i billedet. Videnskab og fakta skal oversættes til handling og følelse.

6. Iscenesættelse og dokumentar skal styrke fortællingens dramaturgi, skabe forventning, afklare eller problematisere indholdet.

7. Mennesker inkluderes kun som biroller eller i korte fremtoninger.

8. Filmen skal reflektere over den økologiske sandhed og undgå at romantisere naturen.

9. Alle filmiske greb, genrer og værktøj kan anvendes, hvis de er egnede til at opnå dette mål.

10. Idéen om den rene natur er den rene løgn.

I 1995 formulerede han 10 dogmeregler, der skulle forsøge både at erstatte den romantiserede fremstilling af naturen med en mere, økologisk set, sand verdensanskuelse, samt styrke det filmiske arbejde med at inddrage en mere dramatisk fortællestil.

Der er ikke kun én leguan i klippet

Klippet viser tilsyneladende kun én leguan. Man kunne derfor tro, at det er én situation, BBC har været heldige at indfange på film.

– Den scene indeholder klip af forskellige leguaner. BBC har lavet mange optagelse af forskellige unger, der flygter fra slanger. Nogle unger er blevet spist, andre er sluppet fri. Ud fra de mange optagelser, kan BBC udvælge de bedste klip og modellere den historie, de ønsker og hvor dramatisk den skal være, siger Adam Schmedes.

– Man kan få det til at se ud, som om det er den samme leguan ved at klippe det sammen i et forløb og så tilpasse farverne i billederne, så leguanerne ligner hinanden, siger Jes Paul.

Manipulation med måde

Men hører billedmanipulation og iscenesættelse hjemme i en dokumentar, som man ellers forventer dokumenterer virkeligheden?

Læs også (eksternt link): This Planet Earth 2 iguana vs. snake scene plays out like a chase from The Bourne Identity

– Alle film er bygget op af filmiske virkemidler. Man bruger farve, lyd, lys, beramning af billeder, klipning osv. til at forme en bestemt fortælling. Selvom man forestiller sig dokumentarfilm som en objektiv repræsentation af virkeligheden, er det præcis de samme virkemidler, der gælder her. Illusionen om virkeligheden er det, al film bygger på, forklarer Adam Schmedes og fortsætter

– Så længe historien viser noget, der er virkelighedstro, er det i orden. Dokumentaren må ikke bruge billederne til at give en misvisende forståelse af virkeligheden.

Adam Schmedes er i øjeblikket i gang med filmen ‘Edderkoppernes Hus’ til DR. En film, Adam Schmedes fortæller, ville have været umulig at lave, uden at følge en fremgangsmåde ligesom den BBC har gjort med leguanen. Han holder over 100 edderkopper i bur derhjemme for at kunne genskabe situationer fra naturen.