Intet krav om våbentilladelse til nye kraftige luftbøsser

– De her luftgeværer er så kraftige, at hvis man rammer rigtigt, kan man slå mennesker ihjel, siger vicestatsobducent Peter Juel Thiis Knudsen, Retsmedicinsk Institut, SDU.
 
Flere har allerede forudbestilt eller importeret geværerne fra udlandet, og det er muligt, fordi der stadig ikke er nogle krav om våbentilladelse til de kraftige luftbøsser.
 
– Jeg har en kunde, der har importeret ét fra USA. Han har skudt vildsvin i Rusland med det, siger våbenhandler Jørn Brasholt.
 
Ammunition til luftgeværer
Peter Juul Thiis Knudsen forklarer, at ammunitionen til luftgeværerne er anderledes end ammunition til fx jagtrifler eller salonrifler. Til disse våben skal man have våbentilladelse for at kunne købe dem.
 
– Ammunitionen til luftgeværerne har blyprojektiler, og geværerne skyder med så høj hastighed, at projektilet vil gå lige gennem kroppen, uddyber han.
 
Ammunition der bruges til jagt med rifler består almindeligvis af ekspanderende/Dum-dum projektiler, og volder derfor større skade, end et kappeklædt eller bly-projektil. Men selvom man bruger andre patroner end blyprojektilerne til luftgeværerne, mener Peter Juel Thiis Knudsen dog ikke, at geværerne er kraftige nok til at volde mere skade end med blypatroner.
 
– Kuglen vil gå lige igennem fx en arm, og det er selvfølgelig ubehageligt, men man dør ikke af det, med mindre man bliver ramt uheldige steder, som hjertet eller i tindingen, siger Jørn Brasholt.
 
Gevær lige så kraftigt som håndvåben

– Luftgeværerne er lige så kraftige som en 9 mm pistol og det er jo nærmest umuligt at anskaffe sig sådan et håndvåben, fastslår Peter Juel Thiis Knudsen.
 
Luftgeværerne er tidligere blevet vurderet til at være lige så ødelæggende som politiets tjenestepistoler. Våbenloven omfatter alle andre håndvåben og det er altså nødvendigt at have en våbentilladelse for at købe en pistol, selvom de er mindre skadelige end fx rifler.
 
– Det bemærkelsesværdige er jo, at bare man er fyldt 18 år, så kan man købe det her kraftige luftgevær, siger Jørn Brasholt.
 
Lovændring trækker i langdrag
Lene Espersen (K) lovede allerede i 2007, da hun var justitsminister, at der ville komme en ændring af loven om våbenbesiddelse. Efter hende lovede Lars Barfoed (K) i 2011 det samme. Nu har den siddende justitsminister Morten Bødskov (S) også lovet at loven bliver ændret. Han har tidligere udtalt til TV2, at det i fremtiden bliver sådan, at det kræver jagttegn eller tilladelse fra politiet at købe de farlige luftgeværer. Men selvom bøssen altså kommer i butikkerne fra på fredag kommer lovændringen tidligst i maj.
 
Justitsministeriets kommunikationschef Emil Melchior bekræfter i dag, at lovændringen kommer til maj.
 
 

 
 
 

Læs også:

Farlige luftgeværer sælges i DK

Farligt luftgevær snart i håndkøb

72-årig skyder betjent i skulderen