Iværksættere hjælper andre iværksættere

Iværksættere hjælper hinanden Foto: Mike Müller
Erfarne hjælper mindre erfarne. Sådan er det blandt iværksættere i dag, lyder det fra flere parter. Modelfoto: Mike Müller

I iværksætterbranchen er en positiv tendens begyndt at vise sig. Iværksættere, som har fået skabt sig et firma og navn, begynder at hjælpe andre iværksættere, som er nye inden for branchen.

De mere garvede iværksættere investerer tid i ’de nye skud på stammen’, men skyder også penge i projekter, som de ønsker at støtte.

Ifølge Karina Rothoff Brix, der er forsker og CEO for Copenhagen School of Entrepreneurship, er det en positiv udvikling, at de iværksættere, som har klaret sig mod oddsene, finder tid og ressourcer til at hjælpe andre iværksættere i branchen.

Læs også: Direktør: De unge skal springe ud i iværksætteri

– Nogle af de iværksættere, som har været i gang længe, vælger til tider at investere i nogle af de nystartede iværksættere. Generelt oplever jeg, at iværksættere investerer tid frem for penge i hinanden, men at det er en kæmpe hjælp for de nyere i iværksætterbranchen, når dem som har eget firma investerer penge i dem, siger Karina Rothoff Brix.

Ung iværksætter med passion for at hjælpe andre

Kasper Juul er 20 år og en ung iværksætter, som har stiftet flere selskaber og været medejer af endnu flere. Kasper Juul har tilbage i august 2015 oprettet firmaet KJ Management, hvis hovedopgaver indebærer foredrag og rådgivning.

– Det hele startede med, at jeg fik henvendelser fra mindre firmaer, skoler og initiativrige unge, som ville booke mig til foredrag og møder, siger Kasper Juul.

Læs også: Iværksætteri i folkeskolen tænder elever

Den unge iværksætter fortæller, at han så en mulighed, ikke blot for at tjene penge, men også for at give noget tilbage til den branche og de mange unge, der som ham selv drømmer om at ’klare den’.

– Jeg har op til flere gange lært fra mig til andre unge iværksættere og gjort det gratis. Jeg har også investeret penge i andres idéer og projekter, hvis jeg synes, det er genialt. Men det er vigtigt for mig at kunne hjælpe andre, der brænder for deres idé, siger han.

Iværksætterbranchen oplever dominoeffekt

At række hånden frem og hjælpe en anden, som har behov for det, er noget, alle har forståelse for. Udviklingen kan ses som en dominoeffekt, mener Christian Walther Øyrabø, formand for Dansk Iværksætterforening.

Læs også: Workshop skal styrke unge iværksættere

Iværksætteren får en idé, og hvis idéen fører til et firma, som vækster, så investerer man i andre med samme drømme.

– Det er meget udbredt som iværksætter, at når man når dertil, hvor det begynder at gå godt, så investerer man i andre iværksættere. Man bruger sine ressourcer, tid, penge og energi i at investere i andres firma eller idé, lyder det fra Christian Walther Øyrabø.

One Response to "Iværksættere hjælper andre iværksættere"