K-profil går imod partiet: Rør ikke cigaretpriserne

 

De Konservative vil hæve prisen på cigaretter til 60 kr. i kølvandet på undersøgelsen Den Nationale Sundhedsprofil, der viser, at flere unge er begyndt at ryge.
Foto: Jonas Ingvardsen

Folketingskandidat for De Konservative i Tårnby og Dragør Caspar Stefani langer ud efter sit eget partis tobaksudspil. Han er skeptisk over for ideologien i forslaget.

– Politikerne tror, de ved, hvad der er bedst for borgerne. De opfører sig som vores forældre, og de skal bestemme, hvad der er godt for os. Og jeg er rimelig træt af, at de borgerlige partier hopper med på det her, siger Caspar Stefani, der er tidligere formand for Konservativ Ungdom i København.

Udmeldingen kommer i kølvandet på De Konservatives forslag om at hæve prisen på cigaretter til 60 kr, som blev fremsat den 3. oktober af politisk ordfører, Mette Abildgaard. I dag koster en pakke cigaretter gennemsnitligt 40 kr.

Politikerne tror, de ved, hvad der er bedst for borgerne.
Caspar Stefani, folketingskandidat for De Konservative

Partiets forslag kommer på baggrund af undersøgelsen Den Nationale Sundhedsprofil, der har undersøgt danskernes sundhed. Undersøgelsen viser, at der er sket en stigning i antallet af unge rygere mellem 16 og 24 år. I 2013 røg 14 procent af de 16-24-årige, men i 2017 steg tallet til 15,6 procent.

Rygelovgivning igennem tiden

1995: Danmarks første rygelov begrænser rygning i offentlige lokaler og transportmidler

1997: SAS forbyder rygning på alle deres flyafgange

2001: Skoleelever må ikke længere ryge på skolens område

2004: Det bliver forbudt for unge under 16 år at købe tobak

2007: Rygeloven bliver indført. Slut med at ryge indendørs på arbejdspladser, restauranter og lokale værtshuse

2008: Aldersgrænsen sættes op, så man skal være 18 år for at købe tobak

2014: DSB indfører forbud mod rygning på banegårde og perroner indenfor og udenfor

Kilde: Kræftens Bekæmpelse

Caspar Stefani kan godt se idéen i at begrænse antallet af unge rygere, men han mener, at forslaget rammer de svagest stillede borgere i samfundet.

– Jeg er imod forslaget, fordi det kommer til at ramme de forkerte. Mange af dem, der ryger, har ikke særlig mange penge, og så er et af lyspunkterne i deres liv, at de lige kan tage en cigaret og slappe lidt af. For nogle er det noget, der giver lidt ekstra nydelse i dagligdagen, udtaler Caspar Stefani, der selv ryger.

Nødvendigt at gribe ind

Anders Johansson, der netop har overtaget posten som politisk ordfører for De Konservative, kan godt se, at forslaget bryder med partiets politiske profil. Men ifølge Anders Johansson er det dog nødvendigt at gribe ind nu, hvis partiet skal nå deres målsætning om en røgfri generation i 2030.

–  Som udgangspunkt er det ikke en borgerlig opgave at lovgive om prisen på cigaretter, og vi ønsker som udgangspunkt at give borgerne mest mulig frihed under ansvar. Derfor er det også vanskeligt, siger Anders Johansson.

–  Vi bliver dog nødt til at erkende, at den nuværende udvikling er alarmerende, og det kræver handling. Det har store konsekvenser, når flere unge begynder at ryge, og undersøgelser viser, at prisen er noget af det mest effektive at regulere på, siger han.

Sådan gjorde vi: Idéen til artiklen opstod, da De Konservative fremlagde forslaget om at hæve prisen på cigaretter. I den forbindelse udtrykte Caspar Stefani (K) sin utilfredshed på Facebook, hvorefter journalisten kontaktede ham for at få en uddybende kommentar. Derefter kontaktede journalisten politisk ordfører fra De Konservative, Anders Johansson, for at få svar på kritikken.