Karakterkrav på kvote 2 giver tomme studiepladser på KU

Københavns Universitet låser døren for motiverede studenter med et karaktergennemsnit lavere end 6,0.
Foto: Markus Spiske, Flickr.

I år gælder et karakterkrav på 6,0 for samtlige uddannelser på Københavns Universitet – selv de uddannelser, der ellers har frie pladser. Karakterkravet gælder både kvote 1 og 2.

Først næste år erstattes karakterkravet på kvote 2 med en optagelsesprøve. Og det vækker frustration hos 23-årige Christian Sparre, der netop har ansøgt om en plads på Københavns Universitet uden at leve op til karakterkravet.

Han mener ikke, at karakterer og studieegnethed er det samme.

– Det er både ærgerligt og irriterende, at de har indført det karakterkrav. Man er meget mere end sine karakterer. For mig handler det om, at man er parat til at læse, og jeg er top motiveret, siger Christian Sparre.

Læs også: Dårligere chancer for drømmestudiet stresser ansøgere

Han har søgt ind på geografi og geoinformatik, der de sidste mange år har haft frit optag.

– Det er jo ikke fordi, jeg søger ind på medicin eller International Business and Politics med mit karaktersnit. Jeg søger ind på en uddannelse, hvor antallet af studiepladser overgår mængden af ansøgere, siger Christian Sparre.

Det er dårligt for uddannelsesmiljøet

Selvom Københavns Universitet har uddannelser med frie pladser, mener universitetet ikke, at det gavner at lukke studerende med et lavere gennemsnit end 6,0 ind.

– Hvis de ikke har de faglige færdigheder, mener vi, at det faktisk påvirker uddannelsesmiljøet negativt, siger Pernille Kindtler, der er sektionschef i Uddannelsesservice ved Københavns Universitet.

Karakterkravet på 6,0 blev indført sidste år for at højne det faglige niveau. Universitetsloven besværliggjorde dog processen, da det ikke var tilladt kun at indføre et karakterkrav på kvote 1.

– Det har aldrig været meningen, at vi ville beholde karakterkravet på kvote 2. Når der blev mulighed for det, ville vi lave noget andet end karakterkrav, siger Pernille Kindtler.

Hvis alt går efter planen, vil der i 2020 være optagelsesprøver for alle kvote 2 ansøgere på Københavns Universitet.

– Vi vil gerne give mulighed for, at karaktergennemsnittet ikke skal begrænse ens mulighed for at søge om optagelse ved kvote 2. Vi regner med, at lovgivningen bliver ændret, så vi får mulighed for at indføre optagelsesprøver fra næste år, siger Pernille Kindtler.

Læs også: It-camp for piger skal afkræfte fordomme om tekniske uddannelser

Imens kommer studerende som Christian Sparre i klemme i år.

– Jeg er selvfølgelig meget ærgerlig over ikke at komme ind på min drømmeuddannelse i år. Dog har jeg stadig et håb om, at universitet godtager min ansøgning om dispensation, siger Christian Sparre.

Dispensation kan netop være vejen uden om karakterkravet. Den kan gives til studerende, der af særlige årsager ikke kunne levere deres bedste til eksaminerne, eller de ansøgere der, som Christian Sparre, har suppleret den gymnasiale eksamen med enkeltfag.

Han får ligesom alle andre ansøgere svar på, om han er optaget, den 26. juli.

Sådan gjorde vi: Historien opstod, da skribenten var bekendt med Christian Sparres situation. Alle kilder er interviewet over telefon.

Leave a Reply

Your email address will not be published.