Københavnere takkede nej til UngTaxa

For lidt over et år siden startede Taxa Fyn konceptet UngTaxa. Det er en service, der giver forældre og unge tryghed ved at sørge for, at de unge altid kan tage en taxa hjem fra byen. De får et taxakort, som deres forældre, eller dem selv, kan indbetale penge på, og uanset om der kun er en krone tilbage på kortet, kan de unge benytte det, når de skal have en taxa hjem om aftenen. Mange unge bruger nemlig alle deres kontanter på alkohol, når de er i byen, og har derfor ikke penge til en taxa hjem.

Ikke et hit i København
Ifølge John Lindbo, formand for Dansk Taxiråd, er konceptet før forsøgt i København.

”Vi havde det for nogle år siden. Vi annoncerede det også i medierne, men det tiltrak ikke folk. Der var ikke rigtig nogen der bed på.”

John Lindbo mener, at det kan have noget at gøre med, at de unge i dag har flere andre muligheder for at finde vej hjem.

”Mange unge har i dag et klippekort eller måske et uddannelseskort, så selvom hvis de bruger alle deres kontanter i byen, har de stadig mulighed for at komme hjem med bussen”.

Indtil videre er der derfor ikke planer om, at videreføre det populære koncept fra Fyn til København.

Populært på Fyn
På Fyn virker folk dog positive omkring konceptet.

”Vi har nu haft lidt over 100 kunder. Det bliver bedre og bedre. Vi oplever flere og flere henvendelser, og det er jo klart en positiv udvikling", udtaler Tadzudin Kasami, som er bestyrelsesformand for Taxa Fyn.

Han er derfor heller ikke i tvivl om, at for Fyn er ”UngTaxa kommet for at blive!”.

Læs også: Sådan kan dit barn komme sikkert hjem fra byen

Læs også: Drop bilen dagen efter julefrokosten