Kobberkabler slår lynende hurtigt internet på velfærdsmarkedet

220.000 danskere bruger i dag en fibernet-forbindelse, men dette er kun en brøkdel af de ca. 2.2 millioner internetabonnementer i landet. Ifølge Erhvervsstyrelsen stiger andelen af fiber-forbrugere dog drastisk. På ét år er antallet af fibertilslutninger således steget med knap 28 procent. Netavisen har spurgt branchens parter og Erhvervsstyrelsen, hvordan denne udvikling hænger sammen med danskernes brug af nettet og regeringens erklærede mål om at indføre flere IT-baserede velfærdsløsninger.

Rasmus Avnskjold, presserådgiver for TDC, ser ikke det nødvendige i at give samtlige husstande adgang til fibernettet endnu:

”Langt de fleste har jo et forbrug der minder om naboens. Det kan godt være man bruger det til noget forskelligt, men stort set ligner alle sammenlignelige husstande hinanden, når det kommer til deres forbrug. Vi ruller fiber længere og længere ud, men det er en skrøne, at man ikke kan klare sig uden. Der findes bare ikke et behov, som vi ser det. 70 % kan i dag få 70mbit, men kun de færreste bruger mere end 10mbit, når de bruger mest.”

Christian Berg fra Dansk Energi, der repræsenterer over 100 forskellige selskaber i energisektoren, er ikke overraskende uenig. Hans medlemmer står i dag for 9/10 af de fiberforbindelserne i landet og han mener at TDC forsinker overgangen til et hurtigere internet:

”Den holdning skal TDC jo have, fordi fibernettet jo er en konkurrent til TDC’s bestående. Det er aldrig rart, når der kommer en ny på banen, der tilbyder tjenester til de kunder, man nu engang har. Fibernettet har nogle helt andre tekniske muligheder, mest udtalt på upload. Ser man på OECD-tallene, så har upload-hastigheden i Danmark ligget stillet de sidste mange år.”

Rasmus Avnskjold mener dog ikke, at dette spiller nogen rolle, da streaming af underholdning har gjort det unødvendigt at have den upload-hastighed, som fibernettet kan levere:

”Streaming er grunden til at efterspørgslen efter upload er faldende. Trafikken der kommer streaming er steget fra 10 pct. i januar 2010 til 38 pct. i oktober 2012. Samtidigt er i de sidste to år oplevet et fald i fildeling fra 50 pct. til 30 pct. af trafikken på nettet. Efterspørgslen efter upload-hastighed falder altså voldsomt, direkte proportionalt med stigningen i streaming. Vi tilpasser os folks faktiske forbrug og bilder dem ikke ind at de har brug for en symmetrisk forbindelse. Det kan vi jo se på forbruget at det har de ikke.

Infrastrukturen findes

Vicedirektør i Erhvervsstyrelsen Finn Petersen, der arbejder med at muliggøre brugen af velfærdsteknologi, ser heller ikke de hurtige forbindelser som vitale endnu:

”Videoforbindelser kræver som udgangspunkt en forbindelse omkring 5mbit, hvilket er fuldt ud muligt på en kobberledning. 38 pct. af befolkningen kan allerede få 100mbit gennem kabel-tv-stikket eller via fibernet i dag, men kun 0,7 pct. gør dette. I forhold til de velfærdsteknologiske løsninger, der udvikles i dag, er det altså ikke infrastrukturen der er problemet. Den er der allerede. Det handler om at få gang i de nye velfærdsteknologier og få dem udrullet.”

For TDC’s Rasmus Avnskjold bliver spøgsmålet om fiber eller kobber afgjort af økonomien:

”Hele fundamentet for denne diskussion er, at der ligger 300.000 km. kobberkabler i jorden i Danmark og kun 40.000 km. fiberkabler. Hvis man forestiller sig, at man med et hug skal udskifte disse kabler, så skal man grave samtlige danske forhaver op på en gang. Det i sig selv gør det er urealistisk inden for den nærmeste tidshorisont og ville samtidigt koste rigtig mange penge. Det kommer en dag, men først når behovet er der.”

Læs også:

Så nemt kan du fjerne reklamer fra nettet

Yousee laver Facebook selvmål
 

One Response to "Kobberkabler slår lynende hurtigt internet på velfærdsmarkedet"

  1. Jonathan Lindahl   3. november 2012 at 18:23

    Som ejer af http://www.billigste-internet.dk/, oplever jeg ofte at der er folk der skriver til os om, at de ikke kan få hurtigere internet på grund af at der er kobberledninger til deres hus – og det er de ret irritereret over.

    Men som det fremgår af artiklen er det nok ikke vitalt endnu, der er bare visse husstande der bliver hårdt ramt af det – og det er rigtig ærgerligt i følge min opfattelse.