Københavns Kommune topper i statistikken over flest enlige mødre

Mor og barn foto: Flickr, Christopher Najewicz

Grædende børn, gryder der koger over, hjælp med lektier og kun to hænder til at klare alle opgaverne. Det er hverdagen for en stor del af mødrene i Københavns Kommune.

Over en femtedel, helt præcist 21,5 procent, af Hovedstadens børn under 18 år bor med deres mor som eneste forælder. København er dermed den kommune med den højeste andel af enlige mødre i landet. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Familieforsker og tidligere formand for Børnerådet, Per Schultz Jørgensen, er ikke overrasket over, at det netop er hovedstaden, der topper på listen over danske kommuner med det højeste antal af enlige mødre.

– København er en metropol, der tiltrækker mange karrieremennesker og mange velfungerende mennesker, fordi det er der, arbejds- og uddannelsesmulighederne er størst. Det er også der, man er mest parat til at satse på sin egen fremtid, fordi det netop er metropolen med de mange muligheder, siger Per Schultz Jørgensen.

Det økonomiske er klart den største byrde. Boligpriserne i København er meget høje, og det er derfor også svært at få det hele til at løbe rundt
Marianne Wittendorff Procter, enlig mor

Læs også: Enlige fædre vinder på nærvær og engagement

Per Schultz Jørgensen mener, at den øgede velstand i samfundet også er en vigtig brik i statistikkerne over enlige forældre.

– Stadig flere har økonomisk set mulighed for at leve alene. Derfor vælger de også at gå deres egne vegne og bryde forhold op, fordi de kan klare sig selv økonomisk, siger Per Schultz Jørgensen.

Statistikker

– 21,5 procent af børn mellem 0-17 år bor kun med deres mor i Københavns Kommune. Det er det højeste antal i Danmark

– 4,3 procent af børn mellem 0-17 år bor kun med deres far i Lolland Kommune. Det er det højeste i antal Danmark

– 82,3 procent af børn mellem 0-17 år bor med begge forældre i Allerød Kommune. Det er det højeste antal i Danmark

Kilde: Danmarks Statistik

København er en dyr by at være alene i
Enlig mor, Marianne Wittendorff Procter, bor i Københavns Kommune, og hun mener ikke nødvendigvis, at det er den ideelle by for enlige mødre. Hun oplevede på egen krop, at der kan være økonomiske problemer, når man pludselig står alene med sine børn efter et endt forhold.

– Det økonomiske er klart den største byrde. Boligpriserne i København er høje, og det er derfor også svært at få det hele til at løbe rundt, siger Marianne Wittendorff Procter.

Læs også: Danske gravide rejser trods zika-fare

Til spørgsmålet om, hvorfor hun valgte at blive boende i København, er svaret, at drengene altid kommer først.

– Drengene har hele deres liv i København, og det ville vi ikke rive op. Man vil gerne have, at børnene kommer så nemt igennem det som muligt, for man er hele tiden tynget af den dårlige samvittighed over at have splittet en familie op, siger Marianne Wittendorff Procter.

Større pres på enlige forældre
Per Schultz Jørgensen siger, at det i langt højere grad er accepteret at være enlig mor i dag end for 40 år siden, og at det i nutidens samfund ikke er noget, der bliver set skævt til. Han mener dog, at enlige forældre kan støde på problemer, som kernefamilier ikke i samme grad oplever.

– En enlig mor skal være parat til at klare det dobbelte, også selvom man er træt efter en lang dag. En familie med to voksne har lidt flere ressourcer til rådighed, så derfor er en familie med enlige forældre ofte en lidt mere presset familie, siger Per Schultz Jørgensen.

Marianne Wittendorff Procter kan nikke genkende til, at man kan møde et større pres som enlig forælder.

– Man skal både handle, køre til fodbold, lave mad og have kvalitetstid sammen. Det kan være svært at nå det hele, når man er alene med alle opgaverne, siger Marianne Wittendorff Procter.

Sådan gjorde vi: Journalisten fik ideen til artiklen, fra en rapport udgivet af Danmarks Statistik. Citaterne stammer fra telefoninterviews med begge kilder.