Kommune vil have bedre opførsel på ‘Assistensen’

Skærmbillede 2014-02-24 kl. 5.50.50 PM
Poppelalléen går tværs gennem Assistens Kirkegården. På netop den sti er det tilladt at cykle.
Foto: Olivia Jonassen

Af Emilie Maarbjerg og Olivia Jonassen

Der skal uddeles flyers, og folk skal prikkes venligt på skulderen, når den nye kampagne begynder til foråret. Den har til formål at ændre københavnernes dårlige opførsel på kirkegården.

Kommunikationskonsulent hos Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune, Camilla Junggreen, fortæller, at kommunen som udgangspunkt er meget tilfreds med den dobbelte funktion. De er glade for, at området bliver brugt så flittigt, men kirkegårdsfunktionen betyder, at der skal tages nogle ekstra hensyn.

– Der kommer folk, som aktuelt har mistet og derfor er i sorg.  Men samtidig er kirkegården en del af byrummet, forklarer Camilla Junggreen.

Det skaber nogle spændinger mellem park- og kirkegårdsbrugere, som kommunen nu forsøger at imødekomme med den planlagte kampagne.

Klager fra pårørende

Det er klager fra pårørende til begravede, der har udløst kampagnen. De føler sig forulempet af hundelort på gravstenene, højrøstede stemmer og folk, der kører for stærkt.

– Vi synes, det er fint, at folk læser til eksamen og slikker sol. Det har bare udviklet sig til, at københavnerne ikke er klar over, hvor de må hvad, siger Camilla Junggreen.

Ikke hensigten at skræmme folk væk

Hun peger på, at en kampagne skal være så blød som muligt, så man ikke får skræmt folk helt ud af parken:

– Det nytter ikke noget at gå ud og sige ’ hvad må man, hvad må man ikke’ og sætte flere skilte op med streger hen over. Det er bedre at sige det på en blid måde: ’Her må du gerne cykle, alle andre steder skal du trække.’

Kommunen kan endnu ikke sige med sikkerhed, hvornår kampagnen starter, men Camilla Junggren håber at det bliver en succes. Hun understreger, at kirkegårdens todelte funktion gør den til et vigtigt byrum. Det skal kampagnen ikke ødelægge men blot forbedre.

– Vi vil gerne have at kirkegården bliver brugt, men det skal være med den respekt, at der er folk der sørger, siger hun.