Studievejlederen sidder og sukker. Han vil gerne være færdig, og spørger om den studerende har forstået det? ”Ja ja,” lyder svaret. Men Victoria Siersbæk sidder ved siden af og tvivler en smule: ”Har du egentlig forstået det her?”. Det har den studerende faktisk ikke rigtig. De beder den pustende studievejleder om at skrive det ned.
De sidste to måneder har Victoria Siersbæk været mentor ved Københavns Universitet for en studerende med Aspergers syndrom og en anden med diagnosen depression. De har begge fået bevilget mentorstøtte gennem Børn og Undervisningsministeriets specialpædagogiske ordning. Victoria Siersbæk er 31 år, kandidatstuderende på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab ved Københavns Universitet og så tæt forbundet med universitetsverdenen, at hun spørger sig selv, om hun blev undfanget der.
Victoria Siersbæk hjælper de to studerende med alt det praktiske, universitetslivet normalt lader den studerende alene med. Hvis man har en diagnose som Aspergers syndrom, kan det være svært at ringe til studievejledningen eller gøre det klart for sin vejleder, at man har brug for særlig hjælp.
”Det er ligesom, når man har slået sig på knæet, og der er en eller anden, der kommer hen og puster og siger ʼnu rejser vi os op og så kører vi på igenʼ,” forklarer Victoria Siersbæk.
På universitetet er der mange tunge døre, der skal åbnes, hvis man vil have særlig hjælp:
”Universitetsverdenen er meget sådan: Du skal banke på, og der bliver lukket op. Men det er svært, hvis der ikke er en, der står og tramper i jorden og siger: ʼNu banker du altså på!ʼ,” siger Victoria Siersbæk.
En verden af kancellistil
Victoria Siersbæk mener, at det i særdeleshed kan være svært at begå sig på universitetet, fordi systemet er »så tungt«. Det er ikke designet til den enkelte – og især ikke til en psykisk skrøbelig studerende, der ikke uden videre råber op og pådrager sig opmærksomhed. Hun kalder universitetet »meget autoritært«, og giver et eksempel:
”Hvad er det f.eks. for noget skrift de bruger? Det er sådan noget kancellistil. Det er simpelthen fordi, man skal føle sig så lille, lille bitte,” siger hun.
Det er en autoritetstro, der gør det vanskeligt for de studerende, som Victoria Siersbæk er mentor for, at banke på vejlederens kontor og bede om præcis, hvad de har brug for. Hun mener, at hele universitetsverdenen runger af en overvældende respekt for underviserne:
”Ingen tør at stille spørgsmål på universitetet. Der kan sidde et helt hold, som ikke forstår hvad underviseren siger, men ingen tør at spørge,” siger hun.
Derfor er Victoria Siersbæk de to studerendes »akademiske mor«. Det er hendes job at gennemskue systemet og gøre det klart, at vejlederes og underviseres ord ikke nødvendigvis er guddommelige sandheder. For det vigtigste er de studerende:
”Universitetet handler ikke om undervisere. Selvom det synes de jo. Men i virkeligheden handler det om os studerende,” understreger hun.
Læs også: