Kvinder tager på kursus i smertefri fødsel

Veluddannede kvinder drømmer om at føde naturligt og uden smerte. »Det er helt urealistisk,« siger jordemoder Christine Møller.

Veluddannede kvinder drømmer om at føde naturligt og uden smerte. »Det er helt urealistisk,« siger jordemoder Christine Møller.

En storsvedende kvinde der puster, stønner og skriger i smerte, mens hun skuler hadsk mod sin mand. Det er det billede mange danskere har af en fødsel.

Det scenarie har over 400 kvinder det seneste år forsøgt at undgå, ved at tage et kursus i at føde.

Fødselsforberedelseskurset "Smertefri Fødsel" lover, at kvinder kan have en både naturlig og smertefri fødsel, uden nogen form for medicinsk smertelindring.

Det er overvejende veluddannede storbykvinder og akademikere, der deltager i kurserne, fortæller Anja Bay, som er stifter og uddannelsesleder i kursusvirksomheden Smertefri Fødsel.

»Jeg oplever, at det er meget ressourcestærke kvinder, der selv ønsker at gøre en forskel ved fødslen,« siger Anja Bay.

Fødsel er hårdt arbejde
Metoden er internationalt kendt som Lamaze Metoden, og har fokus på en overfladisk vejrtrækning, som lader livmoderen arbejde i fred. 

Anja Bay fortæller, at metoden er systematisk opbygget. Kvinderne lærer først noget teori og derefter skal de lære at bruge det. Det handler om gentagelse og der skal trænes dagligt to-tre måneder op til fødselen.

»En fødsel er hårdt arbejde. Man løber jo heller ikke en maraton, uden at træne op til det først,« siger Anja Bay.

Hun fortæller, at hun er blevet mødt med en del skepsis, da folk har den indstilling, at det er for godt til at være sandt.

Jordemoder: Det er urealistisk
En af de skeptikere er Christina Møller, jordemoder på Odense Universitets Hospital. Hun mener, at løftet om at føde smertefrit ved at bruge metoden, er urealistisk.

»På hospitalet opfordrer vi de fødende kvinder til at bruge den dybe vejrtrækning, fordi at det fysiologisk er bevist, at ordentlig iltning af blodet kan virke smertelindrende. Og jeg tror ikke på, at den overfladiske vejrtrækning ilter blodet nok,« siger hun.

Hun mener, at det er urealistisk at tro, at man kan føde uden smerte.

Kritikken preller af på Anja Bay. Hun har fået målt iltoptaget ved den overfladiske vejrtrækning, der bruges i hendes metode, til 97 procent.

»Det kan heller ikke lade sige gøre at komme i iltmangel på den korte tid en ve varer,« siger hun.

Fødte uden smerte
En af dem som har prøvet at føde efter Lamaze metoden er Stinne Vinther fra København.

»Jeg fødte uden at føle smerte, og jeg følte at fødselen var meget roligt og kontrolleret. Det var en rigtig god oplevelse,« fortæller hun.

Hun var meget skeptisk i starten, men efter at have øvet sig nogle måneder, glædede hun sig til at bruge sin træning i praksis.

Kurserne er bliver udbudt i København, Århus, Odense, Herning og Svendborg.

Læs også:

Sådan føder du uden smerte

Holland tryner Danmark i hjemmefødsler