Lærere skal droppe kampen mod Facebook

Elever lærer bedre med Facebook. Foto: Ida Tietgen.
Elever lærer bedre med Facebook.
Foto: Ida Tietgen

Undervisere skal tilpasse sig eleverne og de teknologier, de bruger. Særligt Facebook er en god måde at arbejde sammen med eleverne. Det mener Leif Rye Hauerslev, der underviser på Nationalt Center for Erhvervspædagogik.

Han mener, at lærerne skal opgive kampen mod Facebook.

– Tag imod det. Brug det. Kampen, hvor skoler har forsøgt at lukke Facebook ned, er jo håbløs. Altså den kamp har man jo tabt, siger Leif Rye Hauerslev.

Leif Rye Hauerslev mener, at Facebook kan bidrage positivt i undervisning.

– Jeg synes da, at Facebook skal ind på andre uddannelser. De unge er bare vant til Facebook. De bruger det konstant i dagligdagen og privat, og at bruge det i en skolesammenhæng er overhovedet ikke fremmed for dem, siger Leif Rye Hauerslev og fortsætter:

– Og så kan det ikke nytte noget, at skolerne ikke vil være med. Man er nødt til at indstille sig på at bruge de teknologier, eleverne bruger.

Eleverne bliver også bedre til at vurdere troværdigheden af den information, de konstant møder, når de færdes på nettet. Det kan de tage med sig uden for skolen, mener Leif Rye Hauerslev.

Læs også: Børn skal lære færdselsregler på nettet

– På denne måde kan undervisningen hjælpe til med, at eleverne bliver mere kritiske over for medierne, og at de lærer at omsætte informationerne til noget fagligt, understreger Leif Rye Hauerslev.

Lærere er bange for teknologi

Leif Rye Hauerslev mener, at underviserne holder sig tilbage, fordi de er bange for tekniske svigt.

– Det kan være angstprovokerende for os som undervisere, fordi man tænker på scenarier, hvor det går galt. Men jeg har altså aldrig oplevet, at det er gået galt endnu. Eleverne er skide gode til at håndtere det og også til at bruge det professionelt. Både til videnssøgning, til at få feedback og så videre, forklarer Leif Rye Hauerslev.

Til et folkemøde på Bornholm har Facebook-undervisning været en succes.

– Jeg har blandt andet brugt det på Bornholm til et folkemøde, hvor jeg lavede noget, der hed burning platform, og der måtte de kun bruge Facebook. Facebook-siden fik 50.000 unikke hits (klik). Det siger jo noget om, hvor effektivt Facebook er. Det skal underviserne selvfølgelig bare tage imod med kyshånd, siger Leif Rye Hauerslev og fortsætter.

– I Herning har vi et forløb med talenter, altså eliteuddannelsesforløb. Der bruger vi kun Facebook. Slut, siger Leif Rye Hauerslev.

Læs også: E-læsning gør børn og unge bedre i skolen

Han påpeger, at der kan komme andre smartere digitale værktøj over tid, men at Facebook lige nu er altdominerende i Danmark.

Undervisning med Facebook skal dog være gennemtænkt.

– Bruger man det bare hovedløst, fordi man har muligheden, så giver det ikke noget, fastslår Leif Rye Hauerslev.