Lokal bogcafé kæmper for at overleve coronakrisen

Café Pyt åbnede i 2019, men risikerer nu at dreje nøglen om, hvis de ikke får indsamlet 200.000 kroner. Privatfoto.

Af Karoline Ulvig Pedersen & Helena Bang-Udesen 

Mens mange butikker endelig kan åbne igen, er lyset fortsat slukket og køleskabet uden strøm hos den lille café og boghandel Café Pyt, som holder til i Sydhavnskvarteret i København. Den store bogreol, der huser Danmarks største samling af mikroforlag, er begyndt at samle støv.

Det er kun et år siden, at forfatter og forlægger Bjørn Themsen og hans kæreste Melanie Baumann åbnede bogcaféen. De risikerer dog snart at skulle lukke igen.

Café Pyt har ligesom de fleste andre virksomheder søgt statens hjælpepakke, men får kun dækket en tredjedel af sine omkostninger, fordi caféen havde underskud i 2019.

Ejerne har derfor startet en crowdfunding-kampagne, som er caféens eneste håb for overlevelse.

– Vi er nødt til at indsamle minimum 200.000 kroner, før vi kan åbne. Hvis vi ikke når derop, kan vi ikke betale vores udgifter, og vi risikerer at gå konkurs, siger Bjørn Themsen, ejer af Café Pyt.

Svært at tjene penge på bogsalg

Indtil videre har kampagnen indsamlet ca. 48.000 kroner i støttebeløb fra 210 personer.

Der er derfor lang vej endnu, hvis den lille boghandel skal nå målet om 200.000 kroner, før crowdfunding-kampagnen udløber d. 14. juni.

– Vi har brug for et mirakel, hvis vi skal nå vores mål, siger Bjørn Themsen. 

Læs også: Læselyst hos børn skal tændes i fællesskab

At det er svært at drive boghandel er ikke nyt, men coronakrisen har gjort det endnu sværere. Det blev tydeligt, da bogkæden Arnold Busck gik konkurs i april. 

Bjørn Themsen forklarer, at bogbranchen er stærkt udfordret af, at mange vælger at købe deres bøger billigt i supermarkeder eller online. 

Derfor var det heller ikke bøgerne, men caféen og arrangementerne, som var Café Pyts primære indtægtskilde. Forsamlingsforbuddet har derfor haft store konsekvenser.

– En stor del af vores indtægt er kommet fra vores litteratur- og musikarrangementer. Det har vi ikke haft mulighed for at holde de sidste par måneder, fordi restriktionerne ikke har tilladt det, siger Bjørn Themsen.

Forlag støtter op

En af dem, som er gået ind i kampen for at bevare Sydhavnens boghandel, er mikroforlaget Ekbátana. Forlaget har startet et støttesalg, hvor alle pengene går til Café Pyt. De har indtil videre indsamlet 3.250 kroner. 

Ifølge Christel Sunesen, indehaver af forlaget Ekbátana, har bogcaféen en stor betydning for det litterære miljø. 

– Café Pyt er et samlingssted for de små forlag. Det er meget unikt at have en boghandel, der kun sælger bøger fra mikroforlag, siger Christel Sunesen.

Café Pyt har afholdt forskellige litteraturarrangementer. Her ses Rikke Oberlin Flarup, ejer af mikroforlaget Arkiv for detaljer, i samtale med den norske forfatter, Kim Hiorthøy, som den dag fik udgivet en bog på forlaget. Privatfoto.

Mikroforlag er små uafhængige forlag, som typisk drives af enkeltpersoner.  Ifølge Christel Sunesen er det i højere grad hjerteblod end økonomi, der driver de små forlag.

– Små forlag tænker sjældent på profit. Derfor kan vi tage flere chancer og blandt andet udgive flere debutanter. Vi kan for eksempel udgive værker fra dygtige forfattere, der får afslag fra store forlag, fordi de ikke vurderes som økonomisk rentable, siger hun.

For Café Pyt er det dog ikke forlagets størrelse, der er det afgørende. 

– Forlagets størrelse afgør ikke bøgernes kvalitet. Hele undergrunden af den danske litteraturscene bliver båret af en række små forlag, som først bliver samlet op af store forlag som Gyldendal, når forfatterne bliver kendte nok, siger Bjørn Themsen. 

Læs også: Coronakrisen: Mere ensomhed på trods af Facetime beerpong

Trygge rammer og kaffe

Mikroforlagene kæmper ifølge Christel Sunesen med at få deres bøger ud i de større boghandlere.

– Det er sjældent, at mikroforlagene står på hylderne i de store boghandlere. Det er rigtig svært at blive formidlet derinde, fordi mange af boghandlerne heller ikke kender ens bøger, siger Christel Sunesen.

Bjørn Themsen forklarer, at ambitionen med at kombinere en boghandel og en café i Sydhavns gamle arbejderkvarter, var at nå ud til folk, der ikke normalt køber bøger fra små forlag.

– Det sjove er jo, at vi har solgt bøger til lokale, som formentlig aldrig ville gå ind i en specialboghandel. De kommer ind, fordi det er i trygge rammer, hvor det bare er Bjørn, der står deroppe og sælger kaffe, siger Bjørn Themsen.

Christel Sunesen understreger, at initiativer som Café Pyt er vigtige for at styrke og bevare de små forlags gåpåmod. 

– Café Pyt er et initiativ, der er med til at holde gejsten oppe og siger: “Vi kan godt”. Uden bogcaféen ville der mangle et samlingssted, som formidler bøger til kunder i Sydhavnen, hvor vi normalt ikke kommer ud. Det er et af de initiativer, som vi som mikroforlag virkelig har brug for, siger Christel Sunesen. 

Sådan gjorde vi: Vi ville skrive en artikel om coronakrisens påvirkning på den danske bog- og forlagsbranche. På Café Pyts Facebook-side fandt vi frem til, at bogcaféen var lukningstruet. Vi tog derfor kontakt til ejeren, Bjørn Themsen, samt forlægger Christel Sunesen, for at høre nærmere. Begge interviews er foretaget telefonisk.