Maleri solgt til 1,2 milliarder kroner: ”Køberen spiller med musklerne”

Der blev hamret for høje beløb til auktionen. Foto: Flickr
Der blev hamret for høje beløb til auktionen.
Foto: Flickr

Kun overgået af Picassos værk ”Les femmes d’alger” tidligere på året, er maleriet ”Nu Couché” af den italienske maler Amedeo Modigliani nu det næstdyreste maleri nogensinde købt på en auktion.

”Nu Couché”, hvilket betyder ”liggende nøgen”, blev købt af en kinesisk milliardær ved navn Liu Yiqian.

Tidligere taxachauffør Liu Yiqian, som opbyggede sin formue ved at sælge håndtasker, er i Kina en anerkendt kunstsamler og kan nu også anerkendes for at være indehaver af et maleri til en værdi af 1,2 milliarder kroner. Maleriets pris er opstået på baggrund af en unik kunstnerisk stil:

– Det som gør Modigliani speciel er hans forenklede stil, med undertoner af abstraktion. Hans værker inkluderer maskeagtige ansigter på skulpturlignende kroppe. Selvom hans værker er beslægtet med mange andre kunstneres, så er der ikke andre kunstnere der kunne hvad han kunne. Udtrykket i hans kunst er unik, fortæller museumsinspektør på Statens Museum for Kunst Dorthe Aagesen, hvis forskningsområde er moderne kunst i det 20. århundrede.

Amedeo Modigliani blev blot 35 år gammel. I løbet af den korte levetid blev det derfor ikke til mange værker, men netop derfor er hans malerier i høj kurs i dag, ifølge Dorthe Aagesen:

– Han dør tidligt, så der eksisterer ikke så mange værker. Jo færre værker desto højere er prisen.

Et dominerende køb

Den svimlende sum kan langt de færreste levere, og der er ifølge Jens-Peter Brask, som er en af Danmarks mest kendte kunstsamlere, tale om en magtdemonstration i kunstverdenen:

– I det her tilfælde mener jeg, at vi har at gøre med et køb, der skal give ejeren prestige. Køberen vil gerne spille med musklerne. Det er selvfølgelig svært at redegøre fuldstændigt for køberens intentioner, men det her køb giver udtrykket af dominans på den kunstlige scene, mener Jens-Peter Brask, som i løbet af få år har opbygget en samling på mere end 200 stykker kunst.

Læs også: Rembrandts mesterværk malet over af britisk kunstner

Selvom han mener, at maleriet potentielt kan stige i værdi i fremtiden, og at Liu Yiqian kan tjene på købet i det lange løb, er han dog overbevist om, at hovedformålet med købet ikke handler om en frugtbar investering.

– Selvom maleriet muligvis kan stige i værdi i fremtiden, så mener jeg ikke, at det væsentlige i denne handel for køberen bestod i at investere. Der er jo langt flere penge at hente i andre former for investeringer end kunst. Vi har at gøre med en køber, som ikke er bange for at bruge sine penge, fortæller Jens-Peter Brask.

Læs også: TV: Gaden er kunstens lærred

– Det er en afhængighed – et samlermani. Man kommer til at købe mere, end man har behov for.
Jens-Peter Brask, kunstsamler

Passionen trumfer pengene

Jens-Peter Brask understreger desuden, at det vigtige for det meste ikke er investeringen, men derimod selve maleriet:

– Selvom vi kunstsamlere en gang imellem foretager investeringer når vi køber malerier, så er det ikke det primære fokus. Når man for eksempel investerer i aktier så modtager man blot ”et stykke papir” og så bruger man det ikke til noget, mens man venter på at investeringen bærer frugt. I vores tilfælde får vi et mesterværk med i købet som vi kan beundre og nyde mens vi venter, siger Jens-Peter Brask.

Læs også: Nu er den her igen: Byd på en Kähler-vase

Han tror ikke, at mængden af solgte malerier i denne prisklasse vil stige, men han forudser dog at de altid vil dukke op med års mellemrum:

– Vi kommer ikke til at se en decideret stigning indenfor for salg af malerier i denne prisklasse, men så længe personer som denne køber har beløbene der skal til, så skal vi nok få salg som dette at se igen fra tid til anden i fremtiden.