Mangfoldighed er det nye sort på catwalken



Diversitet har længe været et debatteret emne i modebranchen. Modeller som Jourdan Dunn, Naomi Campbell og Iman er nogle af dem, som har råbt op i kampen om mangfoldighed i modeverdenen. Her har der især været fokus på etnicitet og underrepræsentationen af modeller med en ikke-hvid baggrund.

En ny rapport udarbejdet af The Fashion Spot viser dog, at modeverdenen har taget kritikken til efterretning. 27,9 pct. af de modeller, som gik på podierne til showsene i de netop afsluttede modeuger i byerne New York, London, Paris og Milan, havde en ikke-hvid baggrund. Tallet er en fremgang på 2,5 procentpoint fra den foregående modeuge, forår 2017.

Diversitet i modebranchen er ikke et engangsfænomen

-Det er blevet et krav fra befolkningens side, at modebranchen skal være mere mangfoldig. Før i tiden kunne man sige, at der var flere købestærke hvide mennesker, men sådan ser virkeligheden ikke ud mere. Der er også et stort marked for modebranchen hos ikke-vestlige lande.
Munir Bouylud, direktør for Elite Model Management i København.

Munir Bouylud, direktør for Elite Model Management i København, mener, at mangfoldigheden i modebranchen er kommet for at blive.

-Det er blevet et krav fra befolkningens side, at modebranchen skal være mere mangfoldig. Før i tiden kunne man sige, at der var flere købestærke hvide mennesker, men sådan ser virkeligheden ikke ud mere. Der er også et stort marked for modebranchen hos ikke-vestlige lande, siger Munir Bouylud.

Modebranchen halter bagefter
Karen Klitgaard Povlsen som er medieforsker på Århus Universitet er enig med Munir Bouylud om, at købernes ophav har indflydelse på diversiteten i branchen.

-Det har betydning, at køberne af modetøj er blevet mere mangfoldige. Det fører til, at man gerne vil henvende sig til denne målgruppe ved at bruge modeller, som de kan relatere til. Modebranchen halter dog stadigvæk, siger Karen Klitgaard Povlsen og peger på, at der stadig er lang vej endnu.

Læs også: Ekspert: »Lagersalg er noget værre lort «

Danmark står udenfor
På trods af landskabet internationalt har rykket sig, er situationen ikke den samme herhjemme i Danmark ifølge Munir Bouylud.

-Modebranchen er blevet mere mangfoldig i de senere år, men vi oplever ikke en større efterspørgsel på ikke-hvide modeller herhjemme, fordi målgruppen og markedet ikke er så stort i Danmark, siger Munir Bouylud.

Ifølge Karen Klitgaard Povlsen kan det skyldes befolkningens sammensætning.

-De lande som er med i rapporten er også lande, som er sammensat af et mere mangfoldigt folkefærd end det danske, siger hun.

Fremtiden kan blive mere mangfoldig
Munir Bouylud kan dog godt forestille sig, at situation vil se anderledes ud i fremtiden.

-Man kan godt forestille sig, at stigningen i brugen af ikke-hvide modeller på et tidspunkt vil komme til Danmark i og med at vi, inden for modeverdenen, er lidt senere udviklet end de andre lande i rapporten”.

Læs også: Mystisk hudsygdom udfordrer skønhedsidealerne

The Fashion Spot’s rapport dækker over 241 modeshow og 7.035 modelcastings i byerne New York, London, Paris og Milan.