Minister om flyttet eksamen: Kun SF-forslag

SF har foreslået, at folkeskolens afgangsprøver flyttes fra juni til marts, men det er ikke regeringens politik, fastslår undervisningsminister Christine Antorini (S).

– Jeg ser dette som en idé fra SF, og den kommer til at indgå i reformforhandlingerne som alle andre idéer.

– Men jeg synes, at det er interessant at se på en modernisering af eksamensformerne, så de i højere grad også kan være med til at løfte eleverne fagligt til sidst, siger Antorini.

Hun slår fast, at regeringens hovedtanke går på, at eleverne hele vejen gennem skoletiden skal blive bedre til at læse, skrive og regne. Og det kan afgangsprøverne også bruges til.

– Der skal selvfølgelig være afgangsprøver, men det er vigtigt, at de giver en reel vejledning i forhold til at vælge ungdomsuddannelse og er med til at løfte eleverne fagligt, siger Christine Antorini.

Dansk Folkepartis undervisningsordfører, Alex Ahrendtsen, kalder forslaget for noget pjat.

– Vi har jo problemer med at fastholde interessen blandt unge mennesker. De har svært ved at møde op. Jeg tror simpelthen ikke på, at man kan fastholde dem, hvis afgangsprøven er i marts, siger han.

Alex Ahrendtsen påpeger, at folkeskolens afgangsprøver er omfattet af et politisk forlig, som undervisningsministeren skal opsige, hvis hun ønsker at danne flertal med andre partier.

Christine Antorini venter at kunne præsentere regeringens politik i løbet af efteråret. I løbet af foråret skal hun snakke med alle relevante parter. Og regeringens reformforslag skal så tages op i forligskredsen.

– Det, der bliver regeringens udspil, er, at de initiativer, vi sætter i værk, skal understøtte, at vi får en særlig fokus på, hvordan man løfter elevernes kompetencer i dansk og matematik.

– Og når vi kigger på eksamensformer, skal de selvfølgelig også være med til at understøtte, at eleverne bliver så gode som mulig på disse områder, siger ministeren.

/ritzau/