Nåle kurerer stress: »Akupunktur giver mig overskud«

Et par gange om måneden er nåle med til at lindre Maria Hasfeldt for stress Foto: Privat

Spændte muskler, koncentrationsbesvær og søvnproblemer der virker til konstant at forværre hinanden.

For 28-årige Maria Hasfeldt, der studerer religionsvidenskab på Københavns Universitet, var dette noget hun tidligere døjede med dagligt grundet stress.

– Jo mere stresset jeg blev, jo mere ondt fik jeg, og så blev jeg mere stresset. Så det var virkelig en ond spiral, siger Maria Hasfeldt.

Læs også: Sukkersyge Lene: »App har reddet mig fra kaos«

Stressen opstod i forbindelse med Maria Hasfeldts bachelorstudie, hvor udfordringer som skrivevanskeligheder og mangel på tålmodighed gjorde det svært at få studielivet og hverdagen til at hænge sammen. Hun søgte derfor hjælp, dog uden gode resultater i første omgang.

– Jeg fik psykologhjælp og piller, men pillerne gjorde det bare værre, siger Maria Hasfeldt.

Akupunktur som løsningen

I stedet forsøgte Maria Hasfeldt at opsøge andre behandlingsformer, og her fandt hun frem til intramuskulær akupunktur, som går ind og lindrer spændinger og smerter i musklerne. Det hjælper ikke alene fysisk, men det sætter også tankemylderet på pause.

– Det giver mig mulighed for at slappe af i min krop, så jeg ikke grubler så meget over smerterne. Så akupunkturen hjælper mig med at få søvn i de perioder, hvor jeg er så stresset, at jeg ikke kan sove på grund af bekymringer, siger Maria Hasfeldt.

Læs også: Guide: Sådan hjælper du din stressramte kollega

Og det er noget Anja Funder, der er akupunktør og bestyrelsesmedlem hos Praktiserende Akupunktører, kan bekræfte gennem hendes eget arbejde.

– Tankemylder kommer af nogle specifikke ubalancemønstre i kroppen, og der kan vi med nålene gå ind og behandle ubalancerne, så der kommer mere ro på i kroppen, siger Anja Funder.

Artiklen fortsætter efter grafikken

 

Ukendt men effektiv stresslindring

Selvom akupunkturen har hjulpet Maria Hasfeldt til at få mere ro i hverdagen, så er det endnu en relativt ukendt behandlingsmetode, når det kommer til stress.

– Der er stadig mange, der ikke er klar over at akupunktur faktisk kan have en gavnlig effekt på stressrelaterede symptomer. De fleste tror stadig, at det kun er til smerteproblematikker, siger Anja Funder.

Men til trods for de delte meninger omkring akupunkturens funktion, så vil Maria Hasfeldt opfordre andre der føler sig stressede til at give nålene en chance, da de har gjort underværker for hendes humør.

– Jeg har så meget mere overskud og tålmodighed, så jeg kan koncentrere mig og ikke snerrer af folk. Så akupunkturen har virkelig haft den største indvirkning på mit humør, siger Maria Hasfeldt.

Sådan gjorde vi: Jeg fik idéen, da jeg kender mange på min egen alder, der døjer med stress. Derfor undersøgte jeg, hvilke andre typer behandlinger der kunne lindre dette. Begge kilder er interviewet over telefon.