Nemmere at spotte dyrevelfærd i køledisken

Foto: pixabay.com Svinekødsguide 2016 skal oplyse forbrugerne om god dyrevelfærd i den danske svineproduktion
Foto: pixabay.com
Svinekødsguide 2016 skal oplyse forbrugerne om god dyrevelfærd i den danske svineproduktion

Flere forskellige typer af svinekød sniger sig ned i køledisken i danske supermarkeder, og det kan være svært for forbrugeren at kende forskel på eksempelvis frilandsgris og økogris. Det skal en ny guide fra Dyrenes Beskyttelse nu rode bod på.

Guiden giver blandt andet en detaljeret beskrivelse af, hvor kødet i køledisken stammer fra, hvordan dyrene har levet, hvor meget plads de har, om de har adgang til det fri, om de er medicineret samt meget mere.

– Det er utrolig svært for folk at se forskel på, hvad det er for en form for dyrevelfærd, som er i det kød, der ligger nede i køledisken i supermarkedet. Dyrenes Beskyttelse mener, at det er vigtigt at give folk så meget information som muligt. Vi har derfor lavet guiden, for at forbrugerne har bedre mulighed for at kunne vælge mellem de forskellige former for svinekød, siger Henrik Westh som er retailmanager i Dyrenes Beskyttelse.

Læs også: Svins dyrevelfærd er vigtig for danskerne

Hvis man ved, hvad man har med at gøre, er der også bedre mulighed for at ændre sine indkøbsvaner, så man kan opprioritere dyrevelfærden.

– Vi håber derfor med svineguiden at kunne hjælpe forbrugerne med at finde den gode dyrevelfærd ude i butikkerne, siger Henrik Westh.

Der er ingen tvivl om, at forbrugerne har behov for mere information omkring dyrevelfærd.
Marianne Gregersen

Danskerne vil have mere viden om dyrevelfærd
En opdateret version af svinekødsguiden er noget, som forbrugerne længe har efterspurgt, da en stor del af danskerne ønsker klar besked om niveauet af dyrevelfærd i deres fødevarer. En analyse, som ANALYSE DANMARK har foretaget for Dyrenes Beskyttelse i 2015, viser nemlig, at 7 ud af 10 danskere mener, at butikkerne skal oplyse forbrugerne om dyrevelfærd.

– Interessen for dyrevelfærd er stigende. Løbende hen over årene har vi spurgt forskellige forbrugere, hvad de lægger vægt på, når de vælger fødevarer. Her har vi set, at prisens betydning er faldende, mens danskoprindelse og dyrevelfærd  er stigende. Rigtig mange forbrugere vælger at købe dansk og økologisk, fordi disse er kvalitetsmarkører, og heri er dyrevelfærd et led i den forståelse man har af, hvorfor man køber dansk, siger Marianne Gregersen, forbrugerøkonom hos Landbrug & Fødevarer.

Læs også: Økologi og dyrevelfærd skal fylde mere på markerne

Marianne Gregersen mener, at det er positivt, at Dyrenes Beskyttelse har valgt at lave en opdateret version af svinekødsguiden:

– Der er ingen tvivl om, at forbrugerne har behov for mere information omkring dyrevelfærd. Det er relativt begrænset, hvad forbrugerne ved, i forhold til hvordan dyrene rent faktisk har haft det. Det kan derfor sagtens tænkes, at sådan en guide vil være en god hjælp til forbrugerne.

Velfærdsdelikatesser
Den opdaterede svinekødsguide præsenterer også et helt nyt svinkødsprodukt, nemlig velfærdsdelikatessegrissen. Velfærdsdelikatessegrissen er en del af et koncept, som Dyrenes Beskyttelse kalder Velfærdsdelikatesser. Velfærdsdelikatesser er udviklet i samarbejde med 18 økologiske landmænd.

– Velfærdsdelikatesser er et udviklingsprojekt, som har fokus på at udvikle dyrevelfærd. Vi prøver at vise vejen i forhold til, hvad man også kan gøre dels for dyrevelfærd, men også for  bæredygtighed, naturlighed og lokal fødevareproduktion. I velfærdsdelikatesser lægges meget vægt på, at produktionsdyrene lever så naturligt som muligt. Derfor er velfærdsdelikatesser det bedste, man kan vælge, hvis man går op i dyrevelfærd og naturlighed. Velfærdsdelikatesser købes direkte hos bonden, siger Henrik Westh fra Dyrenes Beskyttelse.

Butikkerne har øget fokus på dyrevelfærd
Det er ikke kun forbrugerne, som går op i dyrevelfærd, det gør butikkerne også. Butikkerne begynder nemlig i høj grad at tilpasse deres sortiment, i takt med at interessen for dyrevelfærd stiger.

– De fleste detailkæder sælger det, som forbrugerne ønsker, og i det øjeblik de oplever, at der er en efterspørgsel, så reagerer de og prøver at få de ønskede produkter ind, siger Lars Esbjerg, der forsker i markedsdrevet dyrevelfærd ved Aarhus Universitet.

Der er nogle butikker, som prøver at indføre egne mærker med dyrevelfærd, men der er også en del af de danske discountkæder, som er begyndt at sælge velfærdskød som en fast del af deres sortiment.

-På den måde har forbrugerne en valgmulighed, og det havde de ikke for få år siden, da der kun blev solgt konventionelt kød, siger Lars Esbjerg.

Svinekødsguide 2016
Kilde: Dyrenes Beskyttelse