NetAvisen undersøger: Butikker sælger ulovlige e-cigaretter

E-cigaretter er populære blandt 150.000 danskere (Foto: Camilla Schouw)
E-cigaretter er populære blandt 150.000 danskere
(Foto: Camilla Schouw)

Flere butikker i hovedstaden sælger væsker med nikotin til e-cigaretter, på trods af at butikkerne dermed overtræder loven.

Det viser en rundtur blandt flere butikker, som NetAvisen har undersøgt. På to timer har vi besøgt ti butikker, og fire af dem sælger åbenlyst de ulovlige væsker med nikotin, som man bruger i de populære e-cigaretter.

Hos Københavns Politi understreger politikommissær Lars Borg, at der er problemer med ulovlig handel af rygevæske.

– Det er ulovligt at sælge nikotinholdig rygevæske i Danmark, siger Lars Borg, politikommissær i Københavns Politi.

Nikotinholdig væske til e-cigaretter er ulovlig, fordi det bliver anset som et lægemiddel. Ingen af producenterne af e-cigaretter har bedt Sundhedsstyrelsen om at tage stilling til produktet. Indtil det sker, så kan væsken med nikotin ikke blive handlet lovligt, fastslår Sundhedsstyrelsen.

Jeg vil anbefale at anmelde dem til Sundhedsstyrelsens lægemiddelafdeling
Jørgen Falk, chefkonsulent i Sundhedsstyrelsen

Politiet kan give butikkerne en bøde eller rejse en retssag mod forhandlerne, hvis de ikke indvilliger i at betale bøden. Københavns Politi har ingen planer om at reagere på NetAvisens fund af fire butikker, der sælger det ulovlige stof, så længe der ikke foreligger en anmeldelse.

– Hvis man oplever, at en butik sælger rygevæske med nikotin, så opfordrer jeg til, at man går ned på sin lokale politistation og anmelder det, siger Lars Borg og fortsætter:

– Hvis der er grundlag for at rejse en sigtelse for overtrædelse af det her, så rejser vi en sigtelse. Sagen vil typisk kunne afgøres ved et bødeforlæg, forklarer Lars Borg.

Læs også: E-cigaretter bliver reguleret

Københavns Politi har ifølge Lars Borg endnu ikke rejst sigtelse mod butikker, der handler med den nikotinindholdig væske, som er populær i e-cigaretter.

Svært at stoppe salget af ulovlig væske

Sådan gjorde vi:

  • I løbet af to timer besøgte NetAvisen ti butikker i København, heraf ni kiosker og en e-cigaretbutik.
  • NetAvisen forhørte sig hos butikkerne om de solgte e-cigaretter under dække af at være interesseret i at købe en e-cigaret.
  • 5 ud af de 10 butikker solgte e-cigaretter, mens fire af dem også solgte den ulovlige væske, der indeholder nikotin.
  • Den femte butiksindehaver solgte den lovlige e-cigaret uden nikotin, fordi han ikke ville tage chancen og sælge det ulovlige produkt.
  • Seks af de ti butikker ligger på Nørrebrogade, mens de fire andre ligger i eller omkring indre by.
  • To butikker i hver bydel solgte e-cigaretter med ulovlig nikotin.

Selvom væsken er ulovlig at sælge i Danmark, skal der ikke mere end en cykeltur ned af Nørrebrogade i København til for at finde flere forhandlere af e-cigaretter med ulovlig nikotin.

NetAvisens eksempler på salg af den ulovlige væske bekymrer Sundhedsstyrelsen.

– Det er selvfølgelig problematisk, at forhandlerne overtræder loven. Jeg vil anbefale at anmelde dem til Sundhedsstyrelsens lægemiddelafdeling, så der kan blive indledt nærmere undersøgelser. Forhandlerne kan blive straffet, fordi det er en klar overtrædelse af loven, siger Jørgen Falk, chefkonsulent i Sundhedsstyrelsen.

Læs også: Flere begynder på e-cigaretter

Jørgen Falk påpeger, at det er uklart, hvad e-cigaretterne virkelig indeholder, da det er et meget nyt produkt.

– Ved at stille krav om, at e-cigaretter der indeholder nikotin skal godkendes som lægemidler, har man forsøgt at sikre befolkningen mod ikke-kontrollerede e-cigaretter på det danske marked. Det ser ikke ud til at lykkes særligt godt, fordi det åbenbart er for nemt at få fat i e-cigaretterne, siger Jørgen Falk.

Jørgen Falk forklarer, at en undersøgelse foretaget i Singapore har vist, at det er usikkert, hvad e-cigaretter med nikotin indeholder. Der kan også være tvivl om, hvor stor mængden af nikotin egentlig er, selvom indholdet bliver oplyst på pakken.