Nu kan du gemme dig for dine venner

Med ny app kan du undgå at løbe ind i folk, du ikke vil snakke med Foto: morgueFile
Med ny app kan du undgå at løbe ind i folk, du ikke vil snakke med
Foto: morgueFile

Kender du det, at ekskæresten eller den irriterende sidekammerat fra folkeskolen kommer gående om hjørnet, og du er tvunget til at stoppe op og snakke? En ny app sørger for, at det ikke kommer til at ske. App’en hedder Cloak og promoveres som ”the anti-social network”.

Cloaks formål er at fortælle, hvornår de personer, man følger på de sociale medier Instagram og Foursquare, er i nærheden, så man kan undgå at rende ind i folk, man ikke har lyst til at tale med. Personernes placering dukker op på et kort på smartphonen, når de kommer tæt på. App’en gør altså opmærksom på, hvornår det er på tide at komme væk, hvis man vil undgå en pinlig situation.

Man kan godt forestille sig, at folk bruger den til det omvendte. At den altså bliver brugt mod intentionen. Man får jo folks lokationer serveret på et sølvfad
Anne Scott Sørensen, lektor ved Syddansk Universitet

Modbølge på vej

Cloak er et eksempel på, at der er ved at opstå en modbevægelse til de sociale medier. Med de mange sociale medier opstår der naturligt modbølger. Sådan lyder vurderingen fra Pernille Tranberg, der rådgiver om digital identitet.

– Der er en anti-social bevægelse i gang, og der vil komme flere af disse anti-sociale tendenser. Der dannes en opfattelse af, at det er lidt kikset, hvis man ikke også er rigtigt analogt social, men kun er social over computeren eller mobilen, siger Pernille Tranberg.

Hun mener, at app’en er et oprør mod den konstante tendens til at fortælle, hvor man befinder sig. Hun påpeger dog, at modbevægelser altid vil være for minoriteterne og ikke for massen, og derfor har app’en også hårde odds for at blive en succes.

– Sådan nogle modbølger kommer altid, og Cloak er også tegnet på en modbølge. Jeg tror bare ikke lige på denne app. Den har mange forudsætninger, som er svære at opnå, for at den kan blive en succes, vurderer Pernille Tranberg.

Læs også: Unge vil have hurtige dating-apps

Et godt markedsføringsstunt

Anne Scott Sørensen, der er lektor på Institut for Litteratur, Kultur og Medier ved Syddansk Universitet, er enig med Pernille Tranberg i, at app’en er en del af en modbevægelse. Hun åbner dog også op for den mulighed, at Cloak er et glimrende markedsføringsstunt.

Cloak promoveres som et anti-socialt netværk, der hjælper folk til at undgå hinanden, men egentlig kan app’en også bruges omvendt. Man kan nemlig i stedet mødes med de personer, der dukker op på kortet, og derfor kan app’en også bruges som et nyt socialt medie.

– Man kan godt forestille sig, at folk bruger den til det omvendte. At den altså bliver brugt mod intentionen. Man får jo folks lokationer serveret på et sølvfad, pointerer Anne Scott Sørensen.

Hun påpeger, at det kan være vanskeligt at blive ved med at finde på noget nyt på området, og derfor kan man adskille sig ved at gå kontra og gøre noget modsat. Derfor kan Cloak have markedsført sig som det omvendte for at skabe opmærksomhed.

– Det kan være en måde at gøre sig bemærket på, at man lancerer sig som den anti-sociale. Rent markedsføringsmæssigt er det jo et godt stunt, siger Anne Scott Sørensen.

Ligesom Pernille Tranberg ser Anne Scott Sørensen dog ikke den store fremtid i Cloak. App’en lægger sig godt nok i forlængelse af kritikken af de sociale medier og trangen til at socialisere sig, men det er stadig alt for moderne at være på de sociale medier, mener hun.

– Selvfølgelig kan det for en stund blive hipt at anti-socialisere sig, men jeg tror, det bliver kortvarigt. Jeg tror, at Cloak bliver en døgnflue, siger Anne Scott Sørensen.