Nu skal tandbørsten frem tre gange om dagen

Du skal børste dine tænder, hver gang du vasker hænder, lyder den velkendte remse. I så fald skal du kun vaske hænder tre gange om dagen. En ny undersøgelse fra Göteborgs Universitet i Sverige viser nemlig, at du bedre kan holde hullerne af vejen, hvis du børster tænder tre gange dagligt – og det med en tandpasta med højt fluorindhold:

– Undersøgelsen viste, at de, som brugte en tandpasta med et højt indhold af fluor tre gange om dagen, havde fire gange bedre fluorbeskyttelse i munden end de, der brugte en almindelig tandpasta to gange dagligt, siger tandlæge og ph.d. Anna Nordström, der står bag undersøgelsen, i et nyhedsbrev fra Göteborgs Universitet.

Undersøgelsen er lavet på baggrund af 16 forsøgspersoner, som skulle teste forskellige tandbørstningsmetoder, hvor de enten børstede tænder to eller tre gange om dagen og benyttede sig af enten en tandpasta med højt eller normalt indhold af fluor.

Ingen grund til nye rutiner
Men der er ingen grund til at ændre i sine tandbørstningsrutiner, mener Kim Ekstrand, lektor og viceinstitutleder på Odontologisk Institut, Københavns Universitet.

– Hvis man børster tænder to gange om dagen og gør det ordentligt, så er der ingen grund til at børste tænder tre gange, siger han.

Kim Ekstrand synes ikke, man i Danmark skal anbefale folk at børste tænder hyppigere:

– Der er ikke nogen, der gider børste tre gange om dagen, siger han.

Det er nemlig en vane for folk at børste tænder to gange om dagen, og den vane kan være svær at bryde:

– Det er så indgroet, at folk børster tænder om morgenen og om aftenen, inden de går i seng. Det er måske ti procent af Danmarks befolkning, der også børster tænder efter et mellemmåltid i løbet af dagen, forklarer han.

Han ser hellere, at man børster tænder to gange om dagen, men så gør det grundigt.

– Vores erfaring i Danmark er, at når man gør det, så har vi ok resultater. Hvis vi nu ændrer på noget, som er etableret, er jeg bange for, at det kan gå hen og blive dårligere. Jeg frygter, man kommer til at sjuske endnu mere, lyder det fra lektoren.

Læs også:

Mad med vitaminer kan slå dig ihjel: http://www.navisen.dk/node/656

Göteborgs Universitet: http://www.sahlgrenska.gu.se/english/news_and_events/news/News_Detail/new–massage-method–quadruples-protection-against-tooth-decay.cid1070781