Ny opdatering gør Tesla-biler selvkørende om tre måneder

Om tre måneder kan Tesla-biler køre uden fører.
Om tre måneder kan Tesla-biler køre uden fører.

Bilindustrien har længe arbejdet på, at bilejere i fremtiden vil kunne sætte sig ud i en bil og blive fragtet fra A til B uden selv at skulle røre en finger. Nu er fremtiden her.

Ejere af elbilen Tesla, som bl.a. forhandles i Danmark, vil nemlig om tre måneder kunne opleve at sætte sig ind bag rattet med hænderne på skødet, mens bilen kører af sig selv. Det skriver cnet.com i en artikel om bilens nye egenskab. Tesla-biler har et system, hvor man som ejer løbende får softwareopdateringer, så man ikke skal købe en ny model for få afgang til nye funktioner.

Det bliver jo det fedeste, hvis det kan lade sig gøre, at den selv kan køre én, men det åbner jo også op for, at den kan køre uden chauffør – og det er virkelig freaky.
Søren Quistgaard Larsen, ejer af en Tesla Model S

Fedt, men freaky

– Det er absolut én af de ting, hvor jeg tænker: ’Det er en ekstra feature, der er så fantastisk.’ Det er der ingen andre, der gør. Og de rammer fuldstændig rigtigt, fordi hver eneste gang, der er en briefing om, at der kommer en opdatering, så sidder jeg jo fastspændt i forventningsglæde, siger Søren Quistgaard Larsen, som ejer en Tesla Model S.

Læs også: Usikker fremtid for afgiftsfri elbiler

Det er dog ikke isoleret set den kommende såkaldte softwareopdatering Version 7, der fejer benene væk under Søren Quistgaard Larsen.

– Jeg tænker, at det kommer jeg til at bruge, men jeg tror ikke, at jeg tør løbe helt an på det endnu. Det er ikke derfor, at jeg har købt den, vil jeg sige. Det bliver jo det fedeste, hvis det kan lade sig gøre, at den selv kan køre én, men det åbner jo også op for, at den kan køre uden chauffør – og det er virkelig freaky, siger han.

Loven er ikke klar

Rent teknisk vil det med den nye opdatering være muligt for bilen at køre helt uden førerens hjælp. Dog betyder den nuværende lovgivning, at softwareopdateringen sandsynligvis vil blive begrænset til at starte med, sådan at Tesla-ejere kun kan bruge den nye teknik på deres egen ejendom, udtaler Elon Musk, stifter af Tesla, til cnet.com.

Læs også: Snart kan alle biler tale sammen

Også FDM er opmærksomme på den lovmæssige del af den nye teknik. Som loven ser ud i dag, ville det nemlig være ulovligt at give Tesla-ejere fuld adgang til den nye funktion. I den såkaldte Wienerkonvention, der blandt andet har en række regler omkring krav til biler, står der nemlig, at føreren til enhver tid skal have fuld kontrol over køretøjet.

– Det er så hér, man begynder at diskutere. For hvis vi på et tidspunkt om nogle år har en bil, hvor man bare sætter sig ind og fortæller den, hvor man vil hen og så selv sætter sig til at læse morgenavisen og drikke kaffen, så kommer spørgsmålet: ’Har man så fuld kontrol over bilen, hvis det er bilen selv, der finder vej, bremser, gasser op, finder den rigtige vognbane osv.?’ Wienerkonventionen er efterhånden en gammel aftale, og det er hér diskussionen kommer om, hvorvidt der er behov for ændringer i den, så den tilpasser sig fremtidens biler, siger Per Alkestrup, chef i FDMs juridiske afdeling.

En mere sikker fremtid

Hos FDM kan de godt se fordele ved at ændre på reglerne i konventionen.

Læs også: Den danske trafik er ikke klar til flyvende biler

– Med den udvikling, der er i støbeskeen, og med det som biler, der kører på vejene, kan, er det absolut ikke utænkeligt, at vi om ganske få år har biler, der selv finder vej og holder styr på skilte og trafiksignaler og anden trafik, som måske vil blive endnu sikrere, end hvis man har mennesker til at styre bilerne. Det er jo sådan med de færdselsuheld, der sker i dag, at langt de fleste skyldes føreren og ikke teknikken i bilen.

Esben Pedersen, kommunikationsmanager hos Tesla, ser en vigtig fremtid i den nye softwareopdatering.

– De fleste andre bilmærker kommer til at følge os. Det ser vi allerede i forskellige konceptmodeller, siger han.