Ny skanner på Rigshospitalet er god for kræftramte børn

Rigshospitalets nye PET/MR-skanner gør det muligt at begrænse det totale antal skanninger, som en kræftpatient skal gennemgå, og dermed mindske mængden af stråling, som patienten får. Noget der især gavner kræftramte børn. Det skriver Rigshospitalet på deres hjemmeside.

Lise Borgwardt, overlæge i Pædiatrisk Nuklearmedicin på Klinik for Klinisk Fysiologi, Nuklearmedicin og PET på Rigshospitalet, udtaler:

”Før har man haft en PET-skanner og en MR-skanner hver for sig. Den nye skanner er en kombineret skanner, så man har PET og MR i én skanner. Da MR er uden stråling, kan vi reducere den stråledosis, som patienten modtager.”

Den behandling, som kræftpatienter gennemgår, når de skannes, benytter radioaktiv stråling. Hvis man har modtaget meget stråling, kan det øge risikoen for at få kræft senere i livet, forklarer Lise Borgwardt. Særligt børn har en højere risiko for at få kræft af mange skanninger, fordi børn har en højere celledeling end voksne. Desuden får kræftramte børn foretaget mange skanninger:

”Børn med kræft skal have rigtigt mange skanninger. Når de kommer til undersøgelsen, når vi skal følge op på om behandlingen virker. Og når vi kontrollerer dem, når de er blevet helbredt, kommer de også til kontroller hver tredje til sjette måned afhængigt af, hvad det er for en sygdom, de har. Så det er rigtigt vigtigt, at de får en så lille stråledosis som muligt ved de kontroller. Med den nye kombinerede skanner kan vi reducere den stråledosis,” fortæller Lise Borgwardt.

Med den nye skanner kan man desuden bruge mindre bedøvelse:

”Når man foretager en PET-skanning skal patienten have én gang bedøvelse, og når man foretager en MR-skanning skal patienten også bedøves. Derfor sparer man en bedøvelse, når PET og MR optages samtidigt i samme skanning,” forklarer Lise Borgwardt.

Skanneren er helt ny, og Rigshospitalet bestilte den, lige da den blev frigivet. Rigshospitalet er ét ud af tre hospitaler i verden, som har den nye skanner.

 Læs også Lovforslag: Lægere vil nemmere kunne miste retten til at virke