Ny supercykelsti skal få flere i sadlen

Den nye supercykelsti skal få flere til at cykle. Foto: morgueFILE
Den nye supercykelsti skal gøre det hurtigere at komme fra A til B og få flere til at cykle.
Foto: morgueFILE

Nu kan du snart lade bilen eller S-toget stå, hvis du skal mellem Ballerup og Bagsværd. I går besluttede Regeringen nemlig at bruge 14,8 millioner kroner på en ny supercykelsti. Den kommer til at løbe langs Ring 4.

De koster selvfølgelig penge. Men de penge bliver tjent ind igen i form af, at folk får bedre sundhed af at cykle.
Per Hofman Jespersen, forsker ved Institut for Miljø, Samfund og Rumlig Forandring på RUC

– Med de supercykelstier, som nu er ved at blive etableret, så bliver cyklen et sundt og konkurrencedygtigt alternativ til bilen.  Det er mit håb, at vi bl.a. med den her aftale er med til at få flere pendlere ud af bilen og op på cyklen. Sådan lyder det fra transportminister Magnus Heunicke (S) i en pressemeddelelse i går.

Bedre cykelstier giver flere cyklister

Transportministerens håb bakkes op af en af landets eksperter, som ser positivt på den nye supercykelsti.

– Flere vil cykle, og dem der i forvejen cykler vil cykle længere, lyder det fra Per Hofman Jespersen, forsker ved Institut for Miljø, Samfund og Rumlig Forandring på Roskilde Universitet.

Og selvom små 15 millioner kroner er mange penge, mener Per Hofman Jespersen, at de er givet godt ud.

– De koster selvfølgelig penge. Men de penge bliver tjent ind igen i form af, at folk får bedre sundhed af at cykle.

Glæde i kommunerne

Også i både Ballerup og Gladsaxe Kommune, hvor Bagsværd hører under, er der glæde at spore. Ali Abbashi (EL), byrådsmedlem og formand for Teknik- og Miljøudvalget i Ballerup Kommune, er positiv stemt over det nye projekt. Han mener nemlig, at cyklismen er blevet nedprioriteret i de sidste par år.

– Supercykelstierne er et skridt i den rigtige retning, men kampen om bedre vilkår for cyklisterne, skal stadig kæmpes videre, siger Ali Abbashi.

Læs også: Venstre: 5 millioner til cykelsti er uacceptabelt

Fakta om den nye supercykelsti

    • Supercykelstien er en opgraderet version af den allerede eksisterende cykelsti mellem Ballerup Byvej og Hillerød-motorvejen langs Ring 4
    • Der bliver også en stitunnel under den kommende Tværvej ved Kildedal Station
    • Supercykelstien skal stå færdig om 1 1/2 år

Kilde: Transportministeriet

Også formanden for Teknik- og Miljøudvalget i Gladsaxe Kommune, Ole Skrald Rasmussen (S), er glad for det nye tiltag. Han peger samtidig på, at den nye supercykelsti blot er en del af en større tendens, som man kan se i hele Danmark.

Del af større projekt

Og netop den større tendens har Ole Skrald Rasmussen ret i. Den nye supercykelsti mellem Ballerup og Bagsværd er nemlig kun en af de første af sin slags i rækken.

I maj sidste år lavede regeringen, sammen med Dansk Folkeparti og Enhedslisten, en pulje til supercykelstier i større byer. Her blev det slået fast, at Hovedstadsområdet får ni nye supercykelstier, på Fyn får Odense én og i Jylland bliver det Esbjerg, Aarhus og Aalborg, som får gavn af vedtagelsen. I alt 189 millioner til det samlede projekt.