Ny trend: Fremover vil vi selv designe vores liv

Fremover vil vi designe vores eget liv.
FOTO: Flickr

Har du nogensinde stoppet op for at tænke over, hvorfor du gør, som du gør, hvorfor du svinger benene udover sengekanten hver morgen og tager på arbejde, på universitet eller gør noget helt tredje? For fremtiden vil det være et spørgsmål, du stiller dig selv flere gange i løbet af dit liv, det fortæller foredragsholder, forfatter og rådgiver Soulaima Gourani.

En ny trend har meldt sin ankomst, og gennem kurser kan du nu uddanne dig til, hvordan dit liv skal designes. Samfundets faste rammer og forventninger skal skiftes ud med personlige drømme og værdier, det mener Soulaima Gourani.

– Det er kun få af os, der passer ned i samfundets helt traditionelle “kasser”. Vi er alle unikke, og det bør måden vi lever og arbejder på afspejle.

Selv har hun oplevet, ikke at kunne leve op til samfundets og arbejdslivets forventninger, og derfor har hun designet sit liv på ny.

En trend der er kommet for at blive
Ifølge Soulaima Gourani handler dagens arbejdsmarked i høj grad om, hvor meget du kan udholde, men det er en gammeldags måde at leve livet på. Der er mange måder at leve sit liv på, og endnu flere måder at opbygge en god karriere på, fortæller hun. Derfor mener hun da også, at vi kun har set begyndelsen af trenden. I fremtiden skal man kunne prioritere over sin egen tid og selvstændigt skabe sin egne rammer for sin tilværelse.

– Fremtiden skal designes. Forandring er et faktum, og evnen til konstant at kunne forny og omstille sig er ligeledes et must. Man bliver set på som en amatør, hvis man tænker som en funktionær, der sidder og vifter med sin stillingsbeskrivelse.

Fremtidsforsker Anne Skare Nielsen, mener også at trenden er kommet for at blive. Hun fortæller, at trenden kommer som følge af et ønske om at være med til at skabe sit eget liv, et ønske der især findes hos den yngre generation.

– Mennesker har ikke noget imod at betale for et kursus i livsdesign for netop at få den store komplekse kabale, som deres liv er, til at gå op, forklarer hun.

Læs også: Virtuel reality kan uddanne fremtidens læger

Derfor vil vi designe vores liv
Behovet for at designe sit liv findes altså især blandt den yngre generation. Forklaringen på dette skal findes i, at den yngre generation har haft en anden opvækst end deres forældre, hvor særligt computerspil har haft indflydelse på, hvordan de unge tackler hverdagen, forklarer Anne Skare Nielsen.

–  Den ældre generation er vokset op med at sidde og se Hollywood-film, hvor der altid er en katastrofe. Fællesnævneren for de film er, at man bare skal sætte sig hen i et hjørne og vente, for lige om lidt kommer Bruce Willis i en wife-beater og redder dig. Det er anderledes hos de unge. De har lært at stille spørgsmål ved at spille sig ind i verden. Klarer man ikke en bane i spillet, så spørger man andre, hvordan de klarede den.

Behovet for at stille spørgsmål kommer især til udtryk på de mange kommunikationsplatforme og særligt de sociale medier, forklarer hun. Her bliver den yngre generations nysgerrighed efter at lære stillet, og man hjælper hinanden for at få en fornemmelse af, at man mestrer noget.

– De unge har bare en hel anden hjerne og en hel anden tilgang til, at hvis der er noget, de ikke kan finde ud af, så er det ikke en falliterklæring, så er det fordi, de ikke ved, hvad de skal gøre. Derfor spørger de i stedet sig selv, hvor de kan lære det, og er det på et kursus, så tager de det.

Det er kun få af os, der passer ned i samfundets helt traditionelle “kasser”. Vi er alle unikke, og det bør måden vi lever og arbejder på afspejle.
Soulaima Gourani, foredragsholder, forfatter og rådgiver.

Sådan designer du dit liv
Opskriften på, hvordan du bedst designer dit liv, er ikke ens for alle, men Soulaima Gourani slår fast, at intet livsdesign er urealistisk. Hun har derfor udviklet en trin-for-trin model, der kan bruges af alle, uanset om man ønsker at være minister eller kartoffelavler. Med modellen skal man hele tiden sætte nye mål for sig selv, mål der altså gør det muligt at udleve sine drømme.

–  Tillad dig selv at tænke ud af de vante rammer, dine egne og folks forventninger til dig. Det er helt ok at føle sig lidt fortabt. Men det er en tragedie at forblive den tilstand, fortæller hun.

Det handler grundlæggende om det enkelte menneskes vilje til at arbejde målrettet for drømmen og turde.

– Det vigtigt at huske sig selv på at det ikke er et tabu at være utilfreds i sit liv, eller at det ikke er lig med at være utaknemmelig, for det man har, at man også drømmer om noget andet eller noget bedre, forklarer hun.

Derfor opfordrer Soulaima Gourani også flere til at prøve at udfordre hverdagens faste rammer og det, man altid har gjort.

– Livet fortjener virkelig at blive levet. Du fortjener at leve din drøm. Lad være med at udskyde den eksempelvis ved at sige, at du ikke har penge eller tid nok. Manglen er netop noget, der kan gøre dig kreativ og sparke gang i din motivation. Så lad være med at udskyde din drøm.