Nyt klubhus i Valby Boldklub skaber uenighed

Valby Boldklub skal have nyt klubhus, da Københavns Kommune vil bygge almeneboliger på deres grund på Værkstedsvej. Boldklubben og Københavns Kommune forsøger stadig at blive enige om, hvordan det nye klubhus skal se ud. Foto: Valby Boldklub
Valby Boldklub skal have nyt klubhus, da Københavns Kommune vil bygge almene boliger på deres grund på Værkstedsvej i Valby. Boldklubben bruger klubhuset til en lang række sociale arrangementer som den årlige Børnedag. Foto: Valby Boldklub

Valby Boldklub og Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsforvaltning forsøger stadig at blive enige om tegningerne til det nye klubhus i Valby Idrætspark.

I 2015 bragte NetAvisen en artikel om, at Valby Boldklub var bekymret for, om alle deres medlemmer kunne være i det nye klubhus, og ifølge den nyeste tegning af klubhuset vil boldklubben få et mindre klubhus, end de har i dag. For eksempel bliver fælleslokalet 25 kvadratmeter mindre, end det var før, mens Københavns Kommune har pålagt klubben, at der skal være omklædningsrum i det nye klubhus imod deres ønske. Men boldklubben vil hellere have et større fælleslokale, fortæller Valby Boldklubs bestyrelsesformand, der er en del af styregruppen bag det nye klubhus, Jesper.

Jesper Dyjak har forslået, at Valby Boldklub i stedet for at få deres egne omklædningsrum kan benytte nogle af dem, der allerede er i Valby Idrætspark. Fritidschefen i Københavns Kommune, Mads Kamp Hansen, er ikke enig i, at det nye klubhus kan undvære omklædningsrum. Det nye klubhus skal være en moderne bygning.

– Selvfølgelig bygger vi ikke et nyt klubhus uden omklædningsfaciliteter, siger Mads Kamp Hansen.

Som kommune, der er involveret i rigtigt mange klubhusprojekter, har vi en rimelig god fornemmelse af, hvilke muligheder der er for at tiltrække fondsstøtte til et klubhus. Vi kan ikke stoppe denne proces op nu, for så har klubben ikke et sted at være om et år.
Mads Kamp Hansen, Fritidchef i Københavns Kommune.

Bestyrelsesformanden, Jesper Dykak, er bekymret for, om det nye klubhus kan rumme alle klubbens medlemmer. Boldklubben har nemlig oplevet en stor stigning i medlemstallet. I 2003 havde boldklubben under 200 medlemmer, og i dag har den over 500 medlemmer. Det er især udsigten til et mindre fælleslokale, der bekymre bestyrelsesformanden.

– Vi kan komme i situationer, hvor der ikke er plads til vores medlemmer. Og det er drønærgerligt, hvis man ikke kan bruge huset til sociale arrangementer, fortæller Jesper Dyjak.

Samarbejdsvanskeligheder

I hele forløbet om det nye klubhus oplever Jesper Dyjak, at Københavns Kommune ikke lytter til boldklubbens ønsker. Valby Boldklub har haft en række møder med et udvalg fra Københavns Kommune, men bestyrelsesformanden føler ikke, at kommunen lytter til klubbens forslag.

– Det at man har holdt syv møder betyder ikke nødvendigvis, at man er blevet inddraget. Det betyder, at man er blevet orienteret, siger han.

Fritidschefen i Københavns Kommune, Mads Kamp Hansen, har en lidt anden opfattelse af sagen. Han mener ikke, kommunen bygger henover hovedet på Valby Boldklub.

– Det handler ikke om, at klubben ikke er blevet inddraget. Det handler om, at klubben ikke får det, den gerne vil have. Der har været holdt rigtigt mange møder om denne sag, så de er blevet hørt, siger Mads Kamp Hansen.

Et større klubhus

Det kræver flere penge, end der er sat af til det, hvis Valby Boldklub kan få et større klubhus. Boldklubben har også forsøgt at skaffe flere penge til det nye klubhus ved at søge om tilskud fra Københavns Kommunens Klubhuspulje. Boldklubben fik ikke de 1,4 mio. kroner, de søgte om.

Læs også: Fritidsklub for børn frygter for fremtiden

Boldklubben undersøger, om de kan søge penge fra nogle af DBU-Københavns puljer. Det er et urealistisk projekt, mener fritidschefen.

– Som kommune, der er involveret i rigtigt mange klubhusprojekter, har vi en rimelig god fornemmelse af, hvilke muligheder der er for at tiltrække fondsstøtte til et klubhus. Vi kan ikke stoppe denne proces op nu, for så har klubben ikke et sted at være om et år, siger fritidschefen.

Dagligdagen i klubben

Det nye klubhus kommer også til at påvirke klubbens medlemmer og frivillige. Medlemmerne bruger blandt andet klubhuset til at se fodboldkampe på storskærm og mødes før og efter træning, fortæller Max Mestour, der i sin fritid er ansvarlig for boldklubbens Facebook-gruppe og hjemmeside. Han glæder sig over det nye klubhus, som, han mener, er tiltrængt.

Men han mener ligesom bestyrelsesformanden, at der er ulemper ved det nye klubhus. Det nye klubhus bliver mindre end det nuværende, og allerede nu kæmper klubben med at have plads til alle deres  medlemmer, fortæller Max Mestour.

– Jeg er ked af, at huset bliver mindre. Vi kan ikke være der, det kan vi simpelthen ikke, siger Max Mestour.

Byggeriet af det nye klubhus er endnu ikke gået i gang. Valby Boldklub forsøger fortsat at søge flere penge til klubhuset.

Leave a Reply

Your email address will not be published.