Nyt tilbud vil give unge selvtillid og få dem tilbage på skolebænken eller i job

Hos Malt Makers på Maltfabrikken i Ebeltoft bliver de unge en del af et fællesskab og tager del i praktiske opgaver. Foto: Signe Husted Davidsen

Det kan være svært at være ung. Og det er endnu sværere, hvis du står uden for uddannelse eller beskæftigelse.

Denne gruppe af unge har Stine Hoeg Jensen sat sig for at hjælpe. På Maltfabrikken i Ebeltoft er hun ungekoordinator for et nyt beskæftigelsesprojekt, som står til rådighed for unge i alderen 18 til 30 år. Projektet hedder ”Malt Makers”.

– På papiret er målet med Malt Makers, at de unge bliver klar til arbejdsmarkedet eller en uddannelse. Men før man kan nå helt i mål, er der mange vigtige skridt på vejen, som skal opnås for at få et liv med indhold, siger Stine Hoeg Jensen.

Hvad er Maltfabrikken?

En gammel fabrik i Ebeltoft, som førhen har produceret malt til øl, er blevet renoveret og omdannet til et kulturcentrum for lokale og turister. Maltfabrikken åbnede officielt i 2020. Den huser bibliotek, bryggeri, restaurant, kontorfællesskab, skatepark, kunstnerboliger og ungehuset “Rampen”.

Det er på Rampen, at Malt Makers hører til.

Kilde: maltfabrikken.dk

Et samarbejde mellem Maltfabrikken og Syddjurs Kommune

Malt Makers startede i august 2020, og her tre måneder senere er ni unge tilmeldt projektet. De kan komme på Maltfabrikken tre gange om ugen fra klokken 10 til 13.

Det er Syddjurs Kommunes social- og beskæftigelsesområde, som sender de unge videre til Malt Makers. Projektet fungerer som et socialt inkluderende rum – ikke et behandlingstilbud. De starter på et 12-ugers forløb med mulighed for forlængelse.

De får bragt deres kompetencer i spil – for sådan nogle har alle mennesker. Dem de har, skal vi have fundet frem og have udbygget. Vi skal have gjort dem tydelige for dem selv og udbredt dem.
Stine Hoeg Jensen, Ungekoordinator på Malt Makers

Typisk er de unge gået i stå med deres ungdomsuddannelse og skal hjælpes videre.

– Det er en gruppe af unge og voksne, som af en eller anden grund ikke passer ind i systemet. Fra myndighedernes side vil man jo gerne have dem ud i samfundet igen. Det er selvfølgelig en investering i de unges liv, men også af økonomiske grunde, at de bliver sendt hen til os. De fleste er jo på kontanthjælp, forklarer Stine Hoeg Jensen.

Fokus på succesoplevelser 

Under forløbet arbejder man med at udvikle de unges kompetencer, og at de får en tro på, at de hører til fællesskabet. Dette opnås gennem et samarbejde mellem de unge og Stine Hoeg Jensen, hvor der er fokus på at skabe succesoplevelser.

– Vi definerer, hvad vi skal lave, ud fra det de unge kommer med. Det kan være svært for dem at vurdere, hvad det egentlig er. Specielt fordi flere møder op, for ikke at miste deres kontanthjælp. Mange kommer dog også for at få nogle sociale relationer, og for at have noget at stå op til. De ønsker en struktur på hverdagen, fortæller Stine Hoeg Jensen.

Læs også: RADIO: Psykiater: Unge skal mødes, selvom der er corona

Det er derfor også okay, hvis deltagerne har dage, hvor de ikke byder særligt meget ind i fællesskabet.

– Vi arbejder meget ud fra små delmål. De unge skal lykkes med noget. Det er lige godt, om det er stort eller småt. Det kan også være, at man lykkes med at møde op. Det er også fint. Det kan være et delmål henimod at blive parat til arbejdsmarkedet eller en uddannelse.

Det er en lille gruppe, men ingen er jo interesseret i at de bliver hængende i kontanthjælp og ikke kommer videre. Heller ikke dem selv.
Stine Hoeg Jensen, ungekoordinator på Malt Makers

Nogle projekter er meget konkrete, forklarer ungekoordinatoren.

– Et projekt kunne være at bygge plantekasser til Maltfabrikken. Det er projekter, som man kan gå til og fra – også uden at have de store snedkerkompetencer. Herudfra udvikler de noget viden, som de kan tage med videre, forklarer Stine Hoeg Jensen.

På mandag er der fernisering af et stort projekt. En stor sommerfugl, som en ung har udviklet sammen med Stine Hoeg Jensen, og som skal fungere som underholdning for Maltfabrikkens mindste gæster. Når solen skinner på sommerfuglen, kaster den en skygge med forskellige farver på sine tilskuere. Stine Hoeg Jensen håber, projektet vil blive en stor succes for den unge, som har lavet det.

Sommerfuglen, som er lavet af Malt Makers, står i gården på Maltfabrikken. Her kan børn lege med den. Foto: Signe Husted Davidsen

Forskellige behov og kompetencer

Det er meget skiftende, hvad det er for nogle behov de unge har. Nogle er med i projektet i få uger, så er det parat til at komme videre. Mens andre har godt af at være med over længere tid. Det vigtige er, at man får struktur på hverdage og at alle får bragt deres kompetencer i spil:

– For alle mennesker har kompetencer. Dem de har, skal vi have fundet frem og have udbygget. Vi skal have gjort dem tydelige for de unge selv, siger Stine Hoeg Jensen, som også påpeger, at de unge ikke har stor erfaring med, at de kan bruges til noget eller er noget særligt.

– Det er en lille gruppe, men ingen er jo interesseret i at de bliver hængende i kontanthjælp og ikke kommer videre. Heller ikke dem selv, fortæller hun.

Læs også: Arbejdsløs akademiker: »Skal jeg møde op foran en virksomhed og sige “hey, jeg vil have et job”«

Sådan gjorde vi: Journalisten ønskede at sætte fokus på, hvad der er af tilbud til unge i Ebeltoft. Kilden er interviewet på stedet.

One Response to "Nyt tilbud vil give unge selvtillid og få dem tilbage på skolebænken eller i job"

  1. Lars Davidsen   18. november 2020 at 21:45

    Godt projekt – god tilgang med de små skridt

Leave a Reply

Your email address will not be published.