Øko-landmænd klarer sig bedre

En økologisk malkeko på marken. Kilde: Pixabay
En malkeko på marken. Kilde: Pixabay

Mange landbrug er i gæld, men ikke Svend Brodersens landbrug på Gram Slot. Økologi kan derfor være vejen frem. Sådan ser det i hvert fald ud, hvis man spørger Svend Brodersen. Han har som mange andre satset på produkter af høj kvalitet og derfor også af højere pris.

– Vi har valgt at omlægge landbruget til økologisk drift og valgt at tro på en større efterspørgsel på økologiske varer. Og det har holdt stik, fortæller Svend Brodersen.

Flere har succes med økologisk landbrug

Han er dog også langt fra den eneste mælkeproducent, der har gået økologiens vej. Og det betaler sig. Økologichef i SEGES Kisten Holst bekræfter, at de foreløbige tal for 2015 viser, at økologiske mælkeproducenter generelt har mindre underskud end de konventionelle mælkeproducenter.

– Det skyldes, at økologiske mælkeproducenter får højere pris for deres produkter end konventionelle producenter, siger Svend Brodersen.

Økologien er klart det, der har spillet den største rolle for gårdejeren, og der er ikke tvivl om, at det har givet Gram Slot en væsentlig bedre økonomi i deres produktion.

– Jeg er ikke i tvivl om, at økologien har fungeret som en motor for os her på Gram Slot, siger Svend Brodersen.

Læs også: Landmænd går konkurs som aldrig før

Kvalitet som fællesnævner

Selvom økologien har været drivkraften bag Gram Slots produktion, har gårdejeren også arbejdet med sit eget varemærke, Gram Slot. Dette er som Svend Brodersen fortæller en langsigtet satsning, som i begyndelsen har været en dyr investering. Her prøver de at få en højere pris på deres egne varer.

– Det er også med til at hjælpe os, fordi vi også får en høj pris for økologiske varer af eget mærke. Det kan for nogen være en vej, som det var for os, men selvfølgelig kan vi ikke alle sammen lave hver vores egen lille mærkevare, fortæller Svend Brodersen.

I stedet skal mange danske produkter sælges i udlandet gennem et fælles brand. For at det skal lykkes, mener Svend Brodersen, at disse produkter skal have kvalitet som fællesnævner. Det vil i hans øjne gøre, at udenlandske kunder vil efterspørge netop disse varer.