Op til iPad-event: »Apple har rigtigt meget at bevise«

Foto: Morguefile.com
Foto: Morguefile.com

Apple har rigtigt meget at bevise, hvis de vil blive på den teknologiske trone, mener TV 2 Beeps redaktør og tech-ekspert, David Guldager. Æblefeberen er nemlig faldet et par grader, og ligeledes er salget af iPads op til Apples stort opslåede iPad-event i morgen klokken 10 i San Francisco.

De står ikke lige så stærkt, som de plejer. Det gør, at mange kigger på dem nu og siger: ’Hvad er det, de kan?’
David Guldager, tech-ekspert og redaktør hos TV 2 Beep

– Der er ingen tvivl om, at de har det hårdere på markedet, end de har haft det før, udtaler David Guldager og tilføjer:

– De er stadig kongerne, og de ligger stadig øverst på salgslisterne, men de skal oppe sig.

Konkurrenter er billigere og lige så fine

Det, at folk ikke vil falde på halen over de nye iPads, kan blandt andet begrundes med, at konkurrerende tablets er blevet bedre, mener David Guldager:

– Konkurrenterne har taget sig sammen og leveret nogle relativt gode tablets, som har kunnet konkurrere med iPad, eksempelvis Nexus 7 fra Asus og Google, som både er en billigere og lige så fin tablet, siger han.

Konkurrencen har blandt andet betydet, at Apples markedsandel på tablet-området er faldet fra 60 til 32 procent sidste år, skriver TV 2 Beep.

Læs også: Skuffede Apple-fans på Twitter: Hvor var overraskelsen?

– På det punkt har Apple rigtigt meget at bevise her. De står ikke lige så stærkt, som de plejer. Det gør, at mange kigger på dem nu og siger: ’Hvad er det, de kan?’

Det forventer man af Apples nye iPads:

  • 5. generations iPad: Tyndere, lettere design, hurtigere chip og bedre kamera
  • 2. generations iPad Mini: Retina-skærm, sandsynligvis hurtigere chip og muligvis design i farver à la iPhone 5

Den nye iPad

Og hvad kan den så, den nye iPad? Ifølge amerikanske AllThingsD, som følger Apple-rygterne tæt, har Apple mere at afsløre på deres event i år, end de har haft de seneste år.

Eventen vil fokusere på 5. generations iPad og 2. generations iPad Mini. Her vil førstnævnte få et tyndere, lettere design, et bedre kamera og den hurtigere chip, 64-bit A7, skriver AllThingsD.

De kunne godt komme med en lille overraskelse, for eksempel iWatch, som kan samarbejde med iPad. Det har Samsung gjort med deres Galaxy Gear og Sony med deres Smartwatch 2
David Guldager, tech-ekspert og redaktør hos TV 2 Beep

Desuden vil den nye generations iPad Mini sandsynligvis få de skarpe retina-skærme, som iPads og iPhones allerede har, og som første generations iPad Mini har fået hug for at mangle.

Læs også: iPad Mini er landet

En opgradering af iPad Mini i forskellige farver som med iPhone 5 kan også blive det nye, mener David Guldager.

En lille overraskelse?

Rygterne taler også om en lille overraskelse, og her håber David Guldager på iWatch, som har været i støbeskeen hos Apple i noget tid.

– De kunne godt komme med en lille overraskelse, for eksempel iWatch, som kan samarbejde med iPad. Det har Samsung gjort med deres Galaxy Gear og Sony med deres Smartwatch 2, forklarer han og forsætter:

– Hvis der kom sådan én ud, ville det være en interessant fornyelse fra Apple.

Skal Apple klare sig rigtigt godt, må de dog komme ud med mere, end hvad der hidtil er blevet luftet, mener David Guldager.

Apples iPad-event foregår i San Francisco i morgen, tirsdag d. 22. oktober.