Overlæge: Hysterisk med nyt kostråd

De fleste danskere har ikke grund til at være bekymrede for, om de spiser for meget salt, mener overlæge, der kalder nyt kostråd "hysterisk".
De fleste danskere har ikke grund til at være bekymrede for, om de spiser for meget salt, mener overlæge, der kalder nyt kostråd “hysterisk”.

Danmark får til efteråret med al sandsynlighed et nyt kostråd om at begrænse indtaget af salt. Men det er langt fra ensbetydende med, at der er enighed blandt danske forskere og læger om de sundhedsmæssige effekter af at spise salt.

– Dybest set synes jeg, det er hysterisk med sådan et kostråd, erklærer Niels Graudal, som er overlæge på reumatologisk klinik på Rigshospitalet.

Han begrunder det med, at langt de fleste har et ufarligt og normalt forbrug af salt.

Læs mere: Salt får comeback som kostråd

– Ser man på de befolkningsundersøgelser, der foreligger, og som sammenkæder saltindtagelse med dødeligheden, så begynder de først at vise noget, hvis du kommer over 12 gram salt om dagen. Hvis du kigger på normalt niveau, på mellem 6 og 12 gram salt om dagen, som langt størstedelen af befolkningen ligger mellem, så er der ingen som helst dokumentation af, at variation inden for det niveau vil ændre noget som helst, siger Niels Graudal.

Dybest set synes jeg, det er hysterisk med sådan et kostråd
Niels Graudal, overlæge, reumatologisk klinik på Rigshospitalet

Begrænset virkning på blodtryk

Ifølge Hjerteforeningen indtager de fleste danskere i gennemsnit omkring ti gram salt om dagen, og de skal altså ikke være bekymrede for deres helbred, mener Niels Graudal.

Han var i 2011 var medforfatter på en stor, international undersøgelse, der blev publiceret i American Journal of Hypertension (forhøjet blodtryk, red.), og som undersøgte sammenhængen mellem saltindtag og en række helbredspåvirkninger, f.eks. på blodtrykket.

– Undersøgelsen viser, at hos patienter med højt blodtryk giver det et moderat fald i blodtryk, hvis indtaget af salt reduceres med i gennemsnit omkring fem gram pr. dag. Men det er langt fra det fald i blodtryk, man ville kunne opnå gennem lægemidler. Og hos personer med normalt blodtryk er der nærmest ingen virkning på blodtrykket, kun omkring en procent, og det er altså ved en pænt stor reduktion i saltindtaget, siger han.

Det står der om salt i kostråds-rapporten

  • Ifølge de systematiske vidensopsummeringer kan det konkluderes, at der er overbevisende eller sandsynlig årsagssammenhæng med livsstilsrelaterede sygdomme:
  • Indtag af natrium (som indgår i salt, red.) øger risikoen for forhøjet blodtryk og hjertekarsygdom.
  • Indtag af salt, saltede og saltkonserverede fødevarer øger risikoen for kræft i mavesæk.
  • Indtag af forarbejdet kød øger risikoen for kræft i tyk- og endetarm.

Kilde: Evidensgrundlaget for danske råd om kost og fysisk aktivitet

Det er 11 af de førende kost- og ernæringsforskere i Danmark, der i en rapport har fundet “tilstrækkeligt evidens for et kostråd om begrænsning af saltindtaget”. Det kostråd røg ellers ud i 2005. Anbefalingen kommer ifølge forfatterne på baggrund af studier, der “viser overbevisende sammenhæng mellem højt indtag af salt og højt blodtryk og hjertekarsygdom og mellem indtag af forarbejdet kød og risiko for kræft i tyk- og endetarm”.

På grund af udlandsrejse var det ikke muligt at få en kommentar fra professor Inge Tetens, som er formand for arbejdsgruppen bag rapporten. Men hendes kollega på DTU Fødevareinstituttet, seniorforsker Lone Banke Rasmussen, har svært ved at finde den dokumentation, der underbygger Niels Graudals påstande.

Bred enighed om at salt er farligt

– Jeg ved ikke, hvor han har fra, at man først skal over 12 gram salt om dagen, før det er usundt. Der er flere studier, der viser, at der er sundhedsrisici ved et noget lavere indtag, og derfor snakker man jo også om, at man helst skal ned på 5-6 gram om dagen, siger Lone Banke Rasmussen.

Hun beskæftiger sig selv med undersøgelser af danskernes saltindtag, men er vel at mærke ikke blandt rapportens forfattere. Og ifølge hende burde der ikke være tvivl om de helbredsmæssige virkninger af for meget salt.

Læs også: Sådan overholdet du nyt kostråd om salt

– Jeg synes egentlig, det er ret enslydende, at der en sammenhæng med blodtrykket, som Niels Graudal også selv finder i sin analyse. Men ifølge ham har den ikke betydning for ret mange mennesker. Men der er jo rigtig mange, der har eller får forhøjet blodtryk, især med alderen, og den her stigning med alderen kan man måske undgå ved at spise mindre salt, siger hun og påpeger, at både USA, WHO og mange europæiske lande arbejder med anbefalinger om at begrænse indtaget af salt.

Hvordan den konkrete formulering af det nye kostråd om salt kommer til at lyde, er endnu ukendt. Fødevarestyrelsen har foreløbig sendt den videnskabelige rapport til høring, og de nye kostråd offentliggøres først i september 2013.