Pendlere kæmper mod dårlige togtider

Trekroner Pendlerklub håber på bedre togdrift  Foto:  Jan Oosterhuis
Trekroner Pendlerklub håber på bedre togdrift
Foto: Jan Oosterhuis

Pendlerklubben Trekroner arbejder for, at DSB vil skabe bedre togafgange til og fra Trekroner Station. Pendlerne mener, at DSB’s omlægning af togtiderne har skabt en markant forringelse af togtrafikken.

Pendlerne kæmper blandt andet for, at de fire afgange, der er mellem Trekroner Station ved Roskilde Universitet og København, fordeles mere ligeligt. Pendlerne er utilfredse med, at flere tog i den nye køreplan afgår med kun 6 minutters forskel. Disse tætte togafgange har skabt et tidsrum uden togdrift på op til 25 minutter.

Vi kan nok desværre ikke løse problemerne for alle vores kunder rundt om i landet. Men vi lytter og vil gerne dialogen.
Stig Friisbæk, trafikchef DSB

– De fire afgange, vi hidtil havde nogenlunde spredt over timen, er blevet samlet så meget, at togtrafikken er blevet til halvtimes drift. Det bedste vil være, hvis togene kører hvert kvarter, siger Søren Dych-Madsen, der er repræsentant for Pendlerklubben Trekroner og til dagligt pendler til sin arbejdsplads i København.

Læs også: DSB’s nye afgangstavler møder kritik

Han forklarer, at særligt forældre med skolebørn i Trekroner har fået problemer med at møde til tiden på arbejdspladserne i København. Dette er sket efter ændringer i køreplanen, hvor pendlerne har mistet den populære morgenafgang kl. 08.07. Ifølge Søren Dyck-Madsen er morgenlogistikken blevet forringet for mange passagerer:

– Det er et problem, fordi forældre, der afleverer børn i skolen, ikke må aflevere børnene før 07:50, og så kan de ikke nå morgentoget, der nu kører 07.52. Med morgentoget kl. 08.07 kunne forældre nå på arbejde kl. 9. Det kan de ikke længere.

Pendlerklubben Trekroner har foretaget en passageroptælling på Trekroner Station, der viser, at knap 6500 passagerer til daglig benytter den travle strækning. Dette er omkring 32.500 passagerer i løbet af ugens fem hverdage.

DSB kan ikke love forbedringer 

Pendlerklubben Trekrone har løbende været i kontakt med DSB, og derfor er problematikken med togtiderne ikke ny for DSB.

– Vi lytter til kunderne, og vi sætter pris på den dialog, vi har med pendlerne, siger Stig Friisbæk, der er trafikchef i DSB.

DSB vil i 2016 forsøge at skabe en ny køreplan til gavn for pendlere, men lover ikke, at trafikplanen kan gavne passagerer på alle landets togstationer.

– Udgangspunktet for arbejdet er, at vi gerne vil gøre det bedst muligt for flest mulig af vores kunder. Vi kan nok desværre ikke løse problemerne for alle vores kunder rundt om i landet. Men vi lytter og vil gerne dialogen. Hvordan den endelige køreplan bliver, er det for tidligt at sige noget om endnu, siger trafikchefen.

Derudover oplyser DSB, at afgangstiderne i køreplanen fra 2013 til 2014, som har påvirket togtrafikken på Trekroner, blev ændret for at tilgodese passagerer på strækningen mod Ringsted.