Plantecoach: Rigtige mænd kan også droppe kødet

Kødet behøver ikke længere at være burgerens hovedingrediens. Foto: Privatfoto

Kød-pålægget, det hakkede oksekød og osten er i flere og flere danske køleskabe blevet erstattet med bønnepostej, plantefars og havremælk.

Men mænd er stadig sværere at få overbevist om, at kødet ikke er en nødvendighed for en sund kost. 27-årige Casper Bilton prøvede alligevel for snart tre år siden at fjerne kødet fra tallerkenen. Han havde aldrig vidst, at kødet ikke var en nødvendighed, og han mener selv at have haft gavn af en anden diæt.

– Det viste sig hurtigt, at jeg forbedrede mine sportslige præstationer. Jeg gik fra at være en af de langsomste, til at være blandt de bedste til løbetest i håndboldklubben. Den gode virkning på egen krop vækkede min interesse inden for plantebaseret kost, siger Casper Bilton.

Plantebaseret kost betyder at plantefødevarerne er så tæt på sin oprindelige form som muligt.

I dag spiser Casper Bilton kun plantebaseret kost og er personlig træner og plantebaseret coach, som vejleder professionelle og atleter i en plantebaseret kost, så de kan blive sundere og præstere bedre.

27-årige Casper Bilton så, hvordan plantebaserede kost forbedrede hans evner på håndboldbanen. Foto: Privatfoto

De mest almindelige grunde til at leve vegetarisk og vegansk:

• Sundhed: Fordi plantebaseret kost kan forebygge en lang række folkesygdomme, bl.a. hjertekarsygdomme, diabetes og kræft og i visse tilde også kan virke helbredende
• Dyreetik: fordi man ikke kan nænne at slå dyr ihjel eller være medvirkende årsag til, at andre slår dem ihjel. Eller fordi man ikke bryder sig om forholdene i det industrialiserede landbrug.
• Bæredygtighed: Fordi animalsk produktion er en af hovedårsagerne til verdens største miljøproblemer, bl.a. CO2, vandforbrug, vandforurening og afskovning – og fordi der ville være mad nok til alle på den klode, hvis alle levede vegetarisk
• Religiøse, spirituelle og filosofiske årsager
• Æstetiske årsager: fordi man finder det unaturligt at spise kød, ikke kan lide smagen eller måske synes kød er ulækkert.

Kilde: Dansk Vegetarisk Forening

– Generelt går mænd bare mindre op i deres sundhed og ligeledes deres kost, fortæller Svend Aage Madsen formand for Selskab for Mænds Sundhed.

Hos Dansk Vegetarisk Forening kan generelsekretær Rune-Christoffer Dragsdahl også nikke genkendende til, at mænd ikke i lige så høj grad går op i sundhed og kost. Hos foreningen er de bevidste om, at mændene er et segment, hvor de kan optimere deres markedsføring. De ønsker at få flere mænd til at skære ned på kødet.

Læs også: Veganerforening lokker flere til grøntsagerne med medfølelse

“Last longer – Go vegan”

Ernæringskonsulent Julie Brønholm forklarer, at det har sundhedsmæssige fordele at mindske kødforbruget. 

– Animalske produkter i form af kød og mejeri er ikke en sundhedsmæssig nødvendighed. Så længe man sørger for at man får vitaminer og næringsstoffer nok, siger Julie Brønholm.

Hos vegetarforeningen arbejder med intenst for at finde ud af, hvordan de kan få flere mænd til at spise linseburgere, løgtærter og jordskoksuppe.

– Vi arbejder internt med idéer og forslag. Vi ser især humor som et oplagt element. Men det er selvfølgeligt en balance, når man samtidig skal formidle seriøs fakta, fortæller Rune-Christoffer Dragsdahl.

I den amerikanske dyreretsforening PETA har man brugt sex-elementet til at få mændene med på vegetarbølgen. PETA har blandt andet udsendt reklamefilm med sloganet: “Last longer – Go vegan”. I reklamefilmen ser du to forskellige klip med to par, som dyrker sex. Manden, der spiser kød, har et kort samleje og holder ikke lige så længe, som manden der er veganer.

Rune-Christoffer Dragsdahl mener dog ikke, at de vil gå så ekstremt til værks som i USA. Men han nævner, at det er en fristende vej at gå. Fertility and Sterility lavede i 2012 en undersøgelse omkring, hvordan madvaner kan have en betydning for sædkvaliteten. Resultatet af undersøgelsen viste at rødt kød påvirkede sædkvaliteten negativt.

– Forskning peger faktisk på, at kød kan nedsætte sædkvaliteten, mens frugt og kornprodukter øger den. Det er selvfølgeligt en mulighed at ramme mænd på deres maskuliniteten på den måde. Om det er vejen, har vi ikke taget stilling til på nuværende tidspunkt, siger Rune-Christoffer Dragsdahl.

Læs også: København får smag for vegansk til International Veganerdag

Sundheden i fokus

Charlie Dieckmann Christoffersen, 33 år og far til tre. Foto: Privatfoto

For 33-årige Charlie Dieckmann Christensen, som er familiefar til tre, var sundhed også den væsentligste faktor, da han for syv måneder siden valgte at skifte kødet ud med plantebaseret mad.– Jeg gik og bøvlede med smerter i knæene. Jeg læste, at kød og mejeriprodukter kunne øge inflammationen i kroppen, og føre til smerter i ledene. Jeg valgte derfor at prøve plantebaseret kost i 14 dage. Jeg mærkede hurtigt en forbedring i kroppen, forklarer Charlie Dieckmann Christensen.

Han har siden valgt at fortsætte den radikale ændring af kosten og mærker stor virkning på sin krop.

Nogle fravælger frikadeller og fiskefiletter pga. dyrevelfærd. Det var dog ikke familiefarens primære grund.

– Mit kolesteroltal er faldet, mine løbeture er lettere, og så har jeg oven i hatten også tabt mig. Jeg blev ikke tændt af dyrevelfærden, men virkningen på min krop, forklarer Charlie Dieckmann Christensen.

Sådan gjorde vi: Idéen til artiklen udsprang af en interesse i mænd og kød. Kilderne er fundet via googlesøgning og i facebookgruppen: Veganere og vegetarer. Interviewene er foregået via telefon og mail.