Politiet advarer mod nyt pirattaxa-trick

Hvis du vil være sikker på ikke at blive berøvet på din vej hjem fra byen, må du hellere tage en autoriseret taxa i stedet for en pirat Foto: Morguefile
Hvis du vil nedsætte risikoen for blive berøvet på vej hjem fra byen, må du hellere tage en rigtig taxa i stedet for en pirat en af slagsen.
Foto: Morguefile

Når du midt om natten er fuld, træt og bare gerne vil hjem, må du hellere væbne dig med tålmodighed i stedet for at tage en ulovlig pirattaxa. For du risikerer at få stjålet hele månedslønnen.

Nordjyllands Politi advarer op til weekenden mod pirattaxaer, specielt i Jomfru Ane Gade i Aalborg. Men pirat-chauffører, som stjæler penge fra passagerer, er set flere gange i hele landet.

Lurer koden på benzintanken

– Det er ofte, at chaufførerne i pirattaxaerne ikke er interesserede i at få betaling i kontanter. De vil hellere køre til en tankstation, hvor de tanker benzin på bilen, som kunden betaler for, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Karsten Højrup Kristensen.

– Problemet er, at når passageren står ved standeren på tankstationen og putter kreditkortet i maskinen, står pirattaxa-chaufføren ved siden af. Han får ofte luret koden og lokket kortet fra personen, fortæller Karsten Højrup Kristensen videre.

Derefter kører pirat-chaufføren hen til forskellige hæveautomater og hæver tusindvis af kroner. Nordjyllands Politi har oplevet eksempler, hvor beløbet var helt op til 30.000 kr.

Læs også: Sådan kan dit barn komme sikkert hjem fra byen 

– Det er sket en del gange over hele landet, fortæller Karsten Højrup Kristensen. Det er ikke alle episoder, der sker på denne måde, siger Karsten Højrup Kristensen.

Men det er en historie, politiet hører tit og ofte.

Unge og fulde mennesker 

Karsten Højrup Kristensen forklarer, at det kan lade sig gøre, fordi passageren er beruset.

– Pirattaxerne er der, når man skal hjem om morgenen og er godt fuld. Så tænker man ikke så meget over, hvad det er man har gang i, siger han.

Læs også: Københavnere takkede nej til UngTaxa

Problemet er, at når passageren står ved standeren på tankstationen og putter kreditkortet i maskinen, står pirattaxa-chaufføren ved siden af. Han får ofte luret koden og lokket kortet fra personen

– Karsten Højrup Kristensen, vagtchef ved Nordjyllands Politi

Pirattaxaerne holder i nærheden af de autoriserede taxaer, især mellem kl. 03-06 om morgenen, hvor folk skal hjem fra nattelivet. Der er meget trafik på det tidspunkt, og de ulovlige taxaer kan derfor køre ubemærket rundt. Derfor er det mest unge mennesker mellem 18-25 år, som oftere tager i byen, der bliver utålmodige, når der er kø til de rigtige taxaer. Og så hopper de i bilen uden taxaskilt.

Pirater i Jomfru Ane Gade

– Der er ingen tvivl om, at det er et problem i Nordjylland og især i Aalborg. Det er, fordi vores restaurationsmiljø er samlet ét sted, mere eller mindre i Jomfru Ane Gade. Der er tusind mennesker samlet i byen fredag og lørdag nat, og mange skal hjem på samme tidspunkt. Det er derfor, folk tør tage en pirattaxa, siger Karsten Højrup Kristensen.

Læs også: Ulovlige cykeltaxaer har frie tøjler i København

Men der bliver holdt øje med de grådige pirat-chauffører. De autoriserede taxachauffører ringer, hvis de ser pirattaxaerne, og politiets civile betjente holder øje med de ulovlige taxaer i nattelivet.