Politiet opfordrer folk til at hjælpe fulde fodgængere

Det er en god idé at tage bilnøglen fra kollegaen eller vennen, når de har fået en tår over tørsten til de kommende julefrokoster. Politiet opfordrer til, at man ikke skal glemme de fulde fodgængere. Der opstår nemlig ofte situationer, hvor ens bekendte eller fremmede sejler ned ad gaden beruset. I disse farlige situationer opfordrer Politiet nu at folk bør gribe ind og sørge for hinanden.

Carsten Andersen, kommunikationsrådgiver for Politiet, mener, at det er sund fornuft, at hjælpe fulde fodgængere.

”Hvis man er i selskab med en bekendt som er fuld på gaden, så børe man føle en moralsk pligt at sørge for vedkommendes sikkerhed”, siger han.

Fremmede skal også hjælpes

Det er dog ikke kun venner og bekendte, der skal have en hjælpende hånd. Hvis man møder en fremmed fodgænger, der er til fare for sig selv på grund af fuldskab, kan man kontakte politiet.

”Politiet opfordrer til, at man følger sine venner hjem, eller sætter dem på en taxa. Hvis man ikke kender vedkommende, skal man kontakte politiet, så de kan håndtere situationen”, siger Carsten Andersen.

”Hvis vi er i stand til at få vedkommende hjem, så sørger vi for det. Men er personen så beruset, at han eller hun ikke er i stand til noget som helst, så bliver de sat i detentionen, hvor den berusede bliver tilset af en læge”, tilføjer han.

Fodgængerforbundet har flere forslag

Michael le Dous, formand for Fodgængeforbundet, mener at fulde fodgængere er et seriøst problem, hvor vi alle har et fælles ansvar for hinanden. Han er glad for at høre om politiets initiativ vedrørende fulde fodgængere, men ønsker at der bliver taget yderligere skridt imod problemet i Danmark:

”Vi har i mange år kørt kampagner mod spritbilister, så tror folk problemet er løst, men problemet er jo stadig ude, specielt, i nattelivet. Det drejer sig om en holdningsændring, vi er jo alle sammen fodgængere, og de fleste af os har været i en lignende situation hvor man ikke burde have gået alene hjem.” siger Formanden.

Michael Le Dous håber på at udviklingen af problemet vil nå adskillige medier og organisationer. Han mener bl.a. at forsikringsselskaber og Rådet for Sikker Trafik kunne tage hånd om problemet:

”De selskaber, der laver forsikringer, kunne være interesseret i, at folk ikke kom til skade. Derfor synes jeg, at forsikringsselskaber som Codan eller Tryg burde lave en kampagne der skaber opmærksomhed omkring fulde fodgængere,” tilføjer Formanden.