Polterabend anno 2014: Kvinder bliver mere action-sultne

Action-baserede polterabends er ikke længere kun for mænd.  Foto: Nanna Baltzer
En action-baseret polterabend er ikke længere kun for mænd.
Foto: Nanna Baltzer

Intet bryllup uden polterabend. Vi bevæger os med hastige skridt mod bryllupssæsonen. Men hvad hitter egentlig hos mænd og kvinder, når de skal holde polterabend i år 2014? Kvinder er blevet vildere og vælger mange flere action-baserede aktiviteter. Mænd er til mande-humor, action og strippere.

Hos Pissup Rejser mener de, at der er en tendens til, at tingene gerne må blive vildere og vildere.

Det er stadig typisk, at mænd er overrepræsenteret i de action-baserede aktiviteter. Men kvinder vælger dem oftere og oftere, lyder det fra indehaveren Rasmus Christiansen.

– Folk vil gerne lave noget ekstremt. De vil lave nogle aktiviteter, som der er noget mere historie og action i, siger Rasmus Christiansen.

Der skulle ske noget udover det sædvanlige. Noget som ville rykke nogle grænser,
Rigmor Nielsen, studerende

Ninna Holbek, indehaver af polterabend.dk, mener også, at mænd stadig er mere action-sultne end kvinder. Dog viser kvinder mere og mere interesse for de action-baserede aktiviteter.

Polterabend.dk er en annonceportal, hvor man selv booker s polterabend hos annoncørerne. Ninna Holbek kan se hvilke aktiviteter, der er mest populære hos mænd og kvinder gennem klik. På førstepladsen hos kvinder ligger Poledancing. Hos mænd er det Paintball.

– Både mænd og kvinder vil have paintball. Her vælger kvinderne dog stadig laser, så de ikke får blå mærker, siger hun.

Læs også: Færre kirkevielser end nogensinde

Paintball er lige sagen 

– Alle pigerne inklusiv den kommende brud regnede med, at der skulle ske noget vildt. Bongee Jump var også på tale, men Paintball var noget af det første, der blev nævnt, siger Rigmor Nielsen, der er studerende.

Rigmor Nielsen var for nylig med til at planlægge sin venindes polterabend, som skulle være en god blanding mellem sjov, ballade og afslapning.

– Der skulle ske noget udover det sædvanlige. Noget som ville rykke nogle grænser, fortsætter hun.

Dagen stod på Paintball, frokost i Fælledparken, fotoshoot af bruden i frækt undertøj og middag på Dronning Louises Bro.

– Bruden elskede sin dag fra start til slut. Blandingen af pigehygge, grænseoverskridende billeder og actionfyldt Paintball var optimal, siger Rigmor Nielsen.

En polterabend uden action er, ifølge Rigmor Nielsen, slet ikke mindeværdig nok.

Minder er vigtige

Kvinder vil have håndgribelige minder, mens mænd fokuserer på nuet. Det hersker der enighed om hos polterabendudbyderne.

Der er ikke så stort et skel mellem mænd og kvinder i forhold til, hvad de synes er sjovt, siger Camilla Dalgaard Jensen, der er indehaver af Superevent.

Lokumsræs er populært hos begge køn. Det er et taktisk spil, hvor man kører i en oppustelig bane i ‘toiletter’ med motorer i, siger hun.

Flere og flere kvinder vælger også skydning. Men ifølge indehaveren, er CD-indspilning og dans altid populært blandt kvinder. Hun peger på, at kvinder gerne vil have en kombination af noget aktivt og noget mindefuldt.

– Skydesimulator er og bliver et hit hos mænd. Og øl-quiz vil også forblive populær. Det er jo en rigtig mande-aktivitet, siger hun.

Hos Pissup Rejser har de erfaring med, at mænd vil drille brudgommen under en polterabend.

– De vil have plads til rigtig mandehumor. Desuden vælger over halvdelen, at de vil have en stripper, siger Rasmus Christiansen.

Jetpack bliver et hit

Af nye aktiviteter peger Rasmus Christiansen på én særlig aktivitet, som han tror, bliver populær til sommer.

– Jetpack er en aktivitet, hvor man svæver i luften ude på vandet. Den skal nok blive populær hos både mænd og kvinder, siger han.

Læs også: Vordende brudgom død efter flyulykke