Presset økonomi giver dårligt arbejdsmiljø på SOSU-skoler

apple-256261_640
Flere SOSU-skoler er pressede på økonomi og dalende elevoptag

Regeringens mål er, at 25 procent flere unge skal vælge en erhvervsuddannelse i 2020. Det skal blandt andet ske ved ændringer i erhvervsskolereformen, såsom adgangskrav og flere undervisningstimer. SOSU-skoler, tekniske skoler og handelsskoler er blandt de erhvervsskoler, der er underlagt erhvervsskolereformen.

Men reformens nye karakterkrav på 02 i dansk og matematik, som trådte i kraft 1. august 2015, har givet bagslag, og det er gået hårdt ud over SOSU-skolerne. I stedet for at trække flere elever til, oplever flere af skolerne nu et langt mindre elevoptag end tidligere år.

Adgangskravet har sammenlagt udelukket 928 potentielle elever, fordi de ikke har haft 02 i dansk og matematik fra folkeskolen, oplyser foreningen Danske SOSU-skoler.

Ifølge foreningen er mange af SOSU-skolerne ramt af dårligere økonomi i forhold til tidligere år. Og problemet kan vokse sig endnu større. Erhvervsskolerne risikerer nemlig at skulle spare 130 millioner kroner næste år, hvis regeringen fastholder den besparelse på to procent, der er lagt op til i næste års finanslov.

Pres skaber dårligt arbejdsmiljø

På grund af dalende elevoptag og presset økonomi er flere af SOSU-skolerne nu nødt til at overveje, om de har for mange undervisere. Det skaber utryghed blandt underviserne.

– Alle uddannelsesinstitutionerne er nødt til at tilpasse sig løbende. Hvis indtægterne falder, skal der ske en tilpasning, og det skaber naturligvis uro, fortæller formanden for Danske SOSU-skoler, Jeppe Rosengård Poulsen.

Læs også: Dårligt arbejdsmiljø efter ferien

Udover mulige fyringsrunder betyder nedskæringerne også, at medarbejderne skal løbe hurtigere. Det har fået negative konsekvenser hos nogle af SOSU-skolerne, lyder kritikken fra Danmarks Lærerforening.

– Gennem vores kontakt til skolerne og tillidsrepræsentanterne kan vi se, at der på mange af SOSU-skolerne er et stort pres. Arbejdstempoet bliver skruet op, så der begynder at vise sig nogle arbejdsmiljøproblemer, siger Gordon Madsen, formand for Overenskomstudvalget hos Danmarks Lærerforening.

Gennem vores kontakt til skolerne og tillidsrepræsentanterne, kan vi se, at der på mange af SOSU-skolerne er et stort pres. Arbejdstempoet bliver skruet op, så der begynder at vise sig nogle arbejdsmiljøproblemer.
Gordon Madsen, formand for Overenskomstudvalget hos Danmarks Lærerforening.

Hos Dansk Sygeplejeråd får man tilbagemeldinger om samme tendens.

– Der er skoler, som helt tydeligt ikke kan styre implementeringen af reformerne, og hvor underviserne bliver pressede af et meget dårligt arbejdsmiljø, siger Dorte Steenberg, næstformand for Dansk Sygeplejeråd.

For mange arbejdsopgaver

Nedskæringer, mulige fyringsrunder og øget arbejdstempo er dog ikke det eneste, der gør SOSU-underviserne utrygge. De er også underlagt nye arbejdstidsregler, som betyder, at de nu skal undervise mere og samtidig er tvunget til at forberede sig på skolen. Før havde de mulighed for at forberede sig hjemme.

De ændrede arbejdsvilkår gør nogle af underviserne pressede og utrygge, fortæller Helle Degn, der er konsulent hos Danmarks Lærerforening.

Ifølge Gordon Madsen, formand for Overenskomstudvalget hos Danmarks Lærerforening, er flere af SOSU-undervisere presset af for mange arbejdsopgaver. De kan dermed blive tvunget til at svække på kvaliteten af undervisningen.

Læs også: »Jeg kan ikke løbe hurtigere«

SOSU-underviser på Social- og Sundhedsskolen Syd Carina Beier er blandt de undervisere, som føler, at hun har for mange arbejdsopgaver og for lidt tid til at forberede sig.

– Jeg får hele tiden at vide, så må du lige sænke dit ambitionsniveau, og det synes jeg næsten, er det værste, man kan sige til mig. For hvis jeg skal sænke mit ambitionsniveau, så synes jeg også, at jeg går på kompromis med mig selv som person og min faglighed, og det har jeg ikke lyst til, siger Carina Beier.

Jeg får hele tiden at vide, så må du lige sænke dit ambitionsniveau, og det synes jeg næsten, er det værste, man kan sige til mig. For hvis jeg skal sænke mit ambitionsniveau, så synes jeg også, at jeg går på kompromis med mig selv som person og min faglighed, og det har jeg ikke lyst til.
Carina Beier, SOSU-underviser på Social- og Sundhedsskolen Syd.

SOSU-underviseren føler sig langt mere utryg i sit job efter de ændrede arbejdsvilkår, og det går ud over hendes livskvalitet.

– Mit arbejdsliv tager al min energi fra mit fritidsliv. Jeg har ikke kunnet sove om natten. Jeg er vågnet og har ikke kunne falde i søvn igen, fordi arbejde fyldte. Så er jeg stået op klokken fire om natten og er begyndt at forberede mig, siger hun.

Læs også: SOSU’er og sygeplejersker anmelder mere vold

Skifter job på grund af arbejdspres

De mange omvæltninger har taget hårdt på Carina Beier. Hun er derfor blandt de SOSU-undervisere, som har valgt at sige sit job op. Den 1. december starter hun i sit nye job som handicapkonsulent i sygedagpengeteamet i et jobcenter.

Ifølge Carina Beier er hun langt fra den eneste SOSU-underviser, der har overvejet at skifte job.

– Jeg har hørt om garvede kollegaer, som jeg tænker er nogle af dem med den største rygsæk af erfaring og viden, der siger, at de holder sig meget orienteret om andre jobs, fordi de ikke er sikre på, at de kan holde til jobbet, siger hun.