Rådet for Digital Sikkerhed advarer: Nye smarte produkter er usikre og uprøvede

International forbrugerdag sætter i år fokus på smarte produkter.
Foto: Christoper Schirner, Flickr

Forestil dig, at du er i fuld gang med at styre din smarte højtaler, som både kan afspille musik og styre dine andre smarte enheder. Du læner dig tilbage, og styrer det hele fra sofaen. Du behøver ikke engang at rejse dig. Nemmere bliver det ikke. Problemet er bare, at du ikke er den eneste, som følger med – og det er ikke dine smarte højtalere, som vedkommende vil have fat i.

-Vi har brug for en offentlig mærkningsordning, der kan teste produkter grundigt igennem, siger Henrik Larsen, der er chef for DKCERT (Danish Computer Security Incident og  Response Team) og medlem af bestyrelsen for Rådet for Digital Sikkerhed.

I anledning af den såkaldte internationale forbrugerdag, vil Rådet for Digital sikkerhed have fokus på smarte produkter. Altså ikke kun de førnævnte højtalere, men alle produkter der er tilsluttet internettet. Det er i dag alt fra plæneklippere, varmesystemer, alarmsystemer og køleskabe.

Formålet er at vejlede og gøre forbrugeren opmærksomhed på gråzonerne og de mange problemer, de nye smarte produkter fører med sig.

Risiko for hacking 

Ifølge Henrik Larsen er det et problem, at de smarte produkter typisk er lavet af producenter, der ikke er vant til at håndtere digitale dilemmaer.

– Hacking udgør en stor risiko for den enkelte bruger. Vi har set eksempler på, at folk har fået hacket deres elkedel og køleskabe. Selv en pacemaker og medicinske produkter kan også hackes, siger Henrik Larsen.

Læs også: Ny bog vil sætte shitstorme og emojis på skoleskemaet

Rådet for Digital Sikkerhed mener ikke, at produkterne bliver undersøgt grundigt nok. Henrik Larsen efterlyser derfor en samlet løsning på problemet, som vil kunne hjælpe forbrugerne på vej. Den løsning kunne være en offentlig mærkningsordning af smarte produkter.

SF og DF åbne for mærkningsordning 

Lisbeth Bech Poulsen, IT-ordfører for Socialistisk Folkeparti, roser idéen.

– Digital sikkerhed bliver mere og mere vigtigt, da vi som samfund bliver stadig mere digitaliserede, både i den offentlige sektor og i vores privatliv. Samtidig får vi flere og flere gadgets og IoT (Internet of Things) breder sig, siger Lisbeth Bech Poulsen

Læs også: Danske Landmand om kinesisk griseovervågning: »Spændende og interessant«

I Dansk Folkeparti er man også åben for en mærkningsordning, hvis den kan hjælpe forbrugeren.

– Det er en god tanke. Det kunne vi godt finde på at gå videre med, hvis efterspørgslen er tilstede, siger Jan Rytkjær Callesen, IT-ordfører for Dansk Folkeparti.

Sådan gjorde vi:
Idéen til artiklen opstod i forbindelse med dagen for den internationale forbrugerdag. Citaterne stammer fra telefoninterviews med kilderne.

Leave a Reply

Your email address will not be published.