Sikker Trafik: Erhvervskørsel skal gøres mere sikker

M42_Motorway_-_Arla_Scania_articulated_vehicle_-_geograph.org.uk_-_1362939

Ulykker med erhvervskøretøjer ender oftere i dødsulykker end almindelig personbiler. Foto: Wikipedia.

Rådet for Sikker Trafiks sikkerhedskonference løber af stablen i dag. Formålet med den er at engagere virksomheder i at gøre sikkerheden bedre for deres medarbejdere, når de kører bil. Derfor har Rådet for Sikker Trafik nomineret otte virksomheder, som de mener er med til at sætte fokus på, hvor vigtigt sikkerheden er.

– Erhvervskøretøjer er involveret i for mange dødsulykker, hele fire ud af 10. Virksomheder bør interessere sig for trafiksikkerhed. Det er ikke nok at forvente, at ansatte bare følger trafikreglerne. Vores undersøgelser viser, at det gør de ansatte langt fra altid, siger pressechefen i Rådet for Sikker Trafik, Søren Ørsted Pedersen.

Med trafikkonferencen vil Rådet for Sikker Trafik vise, hvor let det er at forbedre sikkerheden, når alle i en virksomhed i fællesskab sætter ind på området. Hvis sikkerheden bliver bedre, er der færre chauffører, der kører galt. Det betyder færre sygedage, færre udgifter til reparation, lavere forsikringspræmier og lavere brændstofforbrug.

Erhvervskøretøjer er involveret i for mange dødsulykker, hele fire ud af 10. Virksomheder bør interessere sig for trafiksikkerhed, det er ikke nok at forvente, at ansatte bare følger trafikreglerne.
Søren Ørsted Pedersen

Læs også: Organisationer ønsker ny strategi for den kollektive trafik

Ulykkerne har fatale konsekvenser
-Erhvervskøretøjer er større end personbiler, og derfor bliver ulykkerne også mere alvorlige. De ansatte kører ikke nødvendigvis mere risikobetonet end andre, men de er mere udsatte for at ende i ulykker, da de det meste af arbejdsdagen sidder bag rattet, forklarer Søren Ørsted Pedersen.

En af problematikkerne er, ifølge Rådet for Sikker Trafik, at bilen bliver et kontor for de ansatte.

-De bliver ringet op, de bliver fristet til at tjekke sms og mails, mens de kører. Der er det vigtigt, at man som virksomhed laver nogle klare retningslinjer. Hvis en ansat fejlagtigt tror, at ledelsen forventer, at de er tilgængelige hele tiden, så er de mere fristet til at tjekke sms og mails, mens de kører, siger han.

Netop uklare retningslinjer om tilgængelighed, mens de ansatte kører bil eller lastbil bør have førsteprioritet, hvis man som virksomhed vil øge sikkerheden for både ansatte og trafikanter. Der skal derfor mere information ud til medarbejdere om, hvordan det forventes, at de kører i trafikken, mener Søren Ørsted Pedersen.

-Det er vigtigt, at ledelsen melder klart ud, at man ikke må læse sms og mails, når man kører i trafikken. Og at man skal holde ind til siden og tage en powernap, hvis man føler sig træt. For det er ligeså farligt at køre, når man er træt, som når man er påvirket, siger Søren Ørsted Pedersen.

Arla er blandt de nominerede
I forbindelse med konferencen har Rådet for Sikker Trafik lavet en ny undersøgelse blandt 479 erhvervsbilister og chauffører. I undersøgelsen siger 22 procent af erhvervsbilisterne, at de inden for det sidste år har været ved at køre galt eller er kørt galt i arbejdstiden.

Derfor vil de nu hædre firmaer, der gør noget ekstra godt for sikkerheden.

– Vi har nomineret otte virksomheder, som alle har gjort en ekstraordinær indsats for at forebygge ulykker med deres ansatte i trafikken.

Arla er en af virksomhederne, der er nomineret, fordi virksomheden har halveret antallet af uheld med deres køretøjer på kun tre år.Arlas transportchef Peter Sørensen forklarer, at de hos Arla har haft særligt fokus på sikkerheden. De har iværksat en række tiltag, herunder en trafiksikkerhedspolitik i samarbejde med chaufførerne, for at øge sikkerheden.

-Vi har automatisk dæktrykskontrol på alle dæk, så vi minimerer risikoen for dækspringninger, og vi har altid 5mm mønster på vores dæk om vinteren, så bilerne ikke glider, og vi har automatisk nødbremse i de nye biler, siger Peter Sørensen.

Læs også: Enmandsbetjente tog skaber utryghed for handicappede

Chaufførerne skal inddrages i beslutninger
Transportchefen i Arla mener, at man får sikkerheden ind under huden på chaufførerne ved at inddrage dem i alle beslutninger, der vil ændre deres daglige rutiner.

-Vi inddrager dem ved køb af nye biler, ændringer på trailere og nye politikker. Vi arbejder meget med holdninger og adfærd mellem vores medarbejdere, siger Peter Sørensen.

Vi kan blive endnu mere synlige og blive ved med at deltage i de kampagner, som Rådet for Sikker Trafik kører i løbet af året
Peter Sørensen

Arla har i løbet af de sidste tre år minimeret deres ulykker med hele 50 procent, mens udgifterne til skader er minimeret med 2,3 millioner kroner fra 2012 til 2014. Et fald der svarer til 25 procent.

Ifølge Petersen Sørensen er Arla dog endnu ikke færdig med at gøre sit for at gøre sikkerheden bedre.

-Vi kan blive endnu mere synlige og blive ved med at deltage i de kampagner, som Rådet for Sikker Trafik kører i løbet af året, siger han.

De otte virksomheder, der er blevet nomineret, tæller udover Arla, Carlsberg, Meldgaard Holding, Torben Rafn & Co., Hoyer Denmark, Fugato, Danske Fragtmænd og Fredsø Vognmandsforretning. Alle fordi de har gjort et ekstraordinært arbejde for trafiksikkerheden.