RADIO: Psykiater: Unge skal mødes, selvom der er corona

Vi står sammen ved at holde afstand. Elever fra Rysensteen Gymnasium i København nyder solskinsvejret sammen.
Foto: Camille Landberger

Af: Clara Boysen, Jakob Kloppenborg og Camille Landberger

– Man bliver udmattet af hele tiden at være alene.

Sådan siger 16-årige Konrad Frederik Sporon-Fiedler, der siden sidste uge har været hjemsendt fra Køge Gymnasium, hvor både flere elever og lærere er blevet smittet med covid-19.

Han fortæller her om sin nye hverdag: 

– Vi møder ind klokken 08.05 som normale dage, men nu har jeg bare undervisning i min seng eller i min sofa, hvor end jeg lige har lyst til at være med computeren. Jeg bruger meget energi på at ligge for mig selv, siger Konrad Frederik Sporon-Fiedler. 

Den unge gymnasieelev er langt fra den eneste, der lider under gymnasiernes nedlukning. Derfor opfordrer professor og psykiater Merete Nordentoft de unge til fortsat at forsøge at have sociale aktiviteter under coronanedlukningen.

Ifølge hende kan ensomheden bekæmpes ved at tænke kreativt.

– Det kunne være at ringe til hinanden og være på Facetime. Vi har jo heldigvis fortsat lov til at mødes, holde afstand og spritte af. Det skal de unge huske på, siger Merete Nordentoft.

Jeg bruger meget energi på at ligge for mig selv, man bliver udmattet af hele tiden at være alene
Konrad Frederik Sporon-Fiedler

De mange restriktioner på samvær, fællesskaber og udeliv begrænser mange unge menneskers dagligdag, hvor flere nu sidder hjemme. Merete uddyber, hvordan hjemmeundervisning og det begrænsede sociale liv påvirker de unge.

– Det påvirker dem negativt, fordi de er mindre i kontakt med andre mennesker, og specielt den sociale interaktion bliver jo nedsat. 

Flere unge rammes af nedlukning 

Der har været 100 indberetninger om gymnasiale uddannelser, der i perioden fra juli til oktober har været lukket ned. Det viser tal fra Undervisningsministeriet. En ny undersøgelse fra Københavns Universitet viser, at næsten hver fjerde mellem 16 og 29 år føler sig alvorligt ensomme. Det er næsten en fordobling fra før corona. Nedlukninger af gymnasier og ensomhed er blandt de udfordringer som unge kan møde i disse dage. 

Nyt studie: Næsten hver fjerde unge er alvorligt ensom

  • Københavns Universitet har publiceret resultater fra forskningsprojektet: “Stå sammen ved at holde afstand”.
  • Det fremgår, at 22% af unge mellem 16-29 år føler sig alvorligt ensomme. 1.545 personer har deltaget i undersøgelsen.
  • Det er en markant stigning i forhold til de 10-12%, som ellers er nye tal fra regionale sundhedsprofiler.
  • Derudover viste forskningsprojektet, at kvinder var mere ensomme end mænd i starten af nedlukningen.

Kilde: https://coronaminds.ku.dk/om/

 

Gå til koncert, løb eller spil fodbold – mulighederne er mange

Frederik von Sperling, konsulent i DGI, udtrykker stor forståelse overfor den svære situation, som mange unge står i: 

– De unge er nogle af dem, der tager allermest ansvar på deres skuldre for, at vi kan komme helskindet igennem coronakrisen. Men de unge er nogle af dem, der har størst behov for at kunne bevæge sig i store sociale cirkler.

Kultur- og foreningslivet står klar med corona-sikre aktiviteter og begivenheder til de unge, så de stadig kan komme ud og bevæge sig sammen med andre.

– Der er fodboldhold, svømmehold og løbefællesskaber overalt i hele landet, så det er bare at melde sig til og blive ved med at holde dampen oppe, siger Frederik von Sperling.

Det samme gør sig gældende for kulturlivet, hvor de unge fortsat har mulighed for at gå til koncert.

Esben Marcher, sekretariatschef i Dansk Live, der er en interesseorganisation for festivaler og spillesteder, forklarer.

– Det er stadig muligt for de unge at komme ud og se koncerter selv under corona. Publikum har stadig mulighed for at få nogle unikke koncertoplevelser, siger Esben Marcher.

Sådan gjorde vi: Køge Gymnasium lukkede ned grundet coronasmitte i 14 dage. Vi tænkte, at det måtte få konsekvenser for nogle af de unge, så vi interviewede 1.g’eren Konrad på Køge Bibliotek. Han fortalte om sin nye hverdag. Alle andre kilder er interviewet via telefon. Artiklen er en sidehistorie til et radioindslag, der tager udgangspunkt i Konrads oplevelse med nedlukning af sit gymnasium.