RAGNAROCK kåret som et af verdens bedste museer

RAGNAROCK er blevet kåret til et af verdens bedste museer af National Geographic Travelers Magazine.
Foto af: Rasmus Hjortshøj, COAST

Det store guldmuseum vokser sig større og større, jo tættere man kommer på, og fra højtalere strømmer musikken ud. RAGNAROCK, museet for rock, pop og ungdomskultur, ser imponerende ud, og man er ikke i tvivl over, at museet er noget for sig.

Selvom RAGNAROCK i Roskilde først slog dørene op for knap halvandet år siden, er museet allerede blevet anerkendt som et af verdens bedste museer inden for nyskabende design og interaktive udstillinger af det anerkendte rejsemagasin National Geographic Travelers Magazine.

Læs også: Vi er vilde med at gå på museum

Tre ting gør at RAGNAROCK er på listen

Hvis man spørger museumsdirektør for RAGNAROCK og Museumskoncernen ROMU, Henrik Bo Nielsen, er der tre ting som gør, at RAGNAROCK er på listen:

  1. Emnet, det er ikke mange museer for ungdomskultur i verden
  2. Ragnarock har en helt speciel arkitektur
  3. Det interaktive

Læs også: National Geographic; Best museums in the world

Meget overrasket

Netavisen besøgte museet torsdag i efterårsferien. Det var en våd og kold regnvejrsdag, og flere brugte feriedagen på RAGNAROCK. Familien Rasmussen havde taget turen fra Holbæk til Roskilde kun for at se museet.

– Når man fra indgangen tager elevatoren op, bliver man meget overrasket, når man træder ud af elevatoren, siger Søren Rasmussen, som havde sine to børn med på museumsbesøget, til mødet med udstillingen, som man først ser efter turen i elevatoren.

For datteren Agnete havde der været mange indtryk på museet:

– Det var en meget god oplevelse at være her, der var i hvert fald meget at se på.

Især spejlene og de interaktive elementer var noget, som havde imponeret hele familien.

Læs også: Fem måder at lufte dine børn i efterårsferien

Vi lærer af alle anmeldelserne

Det at komme på National Geographic Travelers Magazines “bucketlist” er en stor anerkendelse. Med denne anerkendelse kommer der ansvaret for at leve op til, at man er et af verdens bedste museer.

– Vi vil, med lup, kigge på de udtalelser der er og prøve og se, hvad det er, som de anerkender, synes er interessant, og hvad det her sted kan. Så vi kan lave mere af det. Vi forsøger at lære noget af alle de anmeldelser vi får, både de mindre gode og de virkelig gode, siger museumsdirektøren Henrik Bo Nielsen.