Reparations-caféer kalder til kamp mod ’brug og smid væk’-kulturen

På Repair Caféen kan du få repareret alt fra legetøj til lamper.
Foto: Pixabay

En gang om måneden sidder en gruppe frivillige på en café på Østerbro. Her hjælper de lokale med reparation af tøj, småmøbler, husholdningsapparater og mere. Konceptet startede i Holland i 2009, men har siden bredt sig til flere danske byer. Caféen på Østerbro, der dukkede op for tre år siden, var en af de første i Danmark.

– Det var egentlig en ret spontan tanke, jeg fik, fordi jeg har arbejdet for den grønne tænketank Concito og holdt oplæg for skoleklasser rundt omkring i landet om bæredygtighed og klima, fortæller Jennie Ferrara, der er initiativtager og står for arrangementerne.

Det koster ressourcer at producere elapparater. Kan de bringes til at virke igen, så er det en god ide for forbrugeren at forlænge levetiden på apparaterne
Henrik Egede, direktør for FEHA

Klimakvarter blev startskuddet
Efter det voldsomme skybrud i 2011 blev Jennie Ferraras kvarter på Østerbro udnævnt til Klimakvarter. Det var med til at inspirere hende til at gøre noget for klimaet ved at sætte ind over for vores ’brug og smid væk’-kultur.

– Det her med at reparere noget er jo en grundlæggende ting, fordi en stor del af vores CO2-udledning bare stammer fra produktionen af ting. Så det er nærliggende for den grønne omstilling, fortæller hun.

Læs også: Elektronik med kort levetid belaster miljøet

Jennie Ferrara oplever en stigende interesse både for at deltage i og at starte nye Repair Caféer. På Vesterbro startede en anden Repair Café nogenlunde samtidig med den på Østerbro, og siden er det blevet muligt at få syet en knap i bukserne i blandt andet Vanløse, Aalborg, Skanderborg og på Nørrebro.

De frivillige kan reparere de fleste småting, hvis man selv medbringer reservedele. Nogen ting må de dog melde pas på.

– Det er svært, hvis man har noget stort, man skal have repareret. Vi kan ikke klare vaskemaskinen, siger Jennie Ferrara.

Gamle køleskabe redder ikke isbjørnene
Ifølge tal fra Miljøstyrelsen har hver husholdning i gennemsnit 68 elapparater stående, og de bliver langtfra alle blive brugt. Hos Foreningen af Producenter og Importører af Elektriske Husholdningsapparater, FEHA, kan man også se det fornuftige i at reparere apparaterne i stedet for at smide dem ud.

– Det koster ressourcer at producere elapparater. Kan de bringes til at virke igen, så er det en god ide for forbrugeren at forlænge levetiden på apparaterne, fortæller direktør Henrik Egede.

Elektronisk affald

    • På verdensplan blev der i 2014 kasseret over 40 millioner tons elektronisk affald, hvilket var rekord.
    • Danmark lå på fjerdepladsen over lande, der smider mest e-affald ud. I gennemsnit kasserede hver dansker 24 kilo e-affald.
    • Mindre end en sjettedel af verdens e-affald genanvendes korrekt.
    • Hvis udviklingen fortsætter, vil vi i 2018 skrotte 50 millioner tons e-affald på globalt plan.

Kilde: United Nations University

Læs også: Forbrugerrådet i dialog med brancheforening: Elektronik skal holde længere end to år

Han fastholder dog, at det ikke altid giver mening, at reparere køkkenapparater. Det kan måske bedst betale sig at sende den gamle juicepresser fra 80’erne på pension.

– Levetidsforlængelse skal ikke være ukritisk. Et gammelt køleskab, som er utæt, ulækkert og energislugende, redder ingen isbjørne. Det er bedre for miljøet at købe nyt, siger Henrik Egede.

Når det kommer til smartphones og andre gadgets har der været en tendens til, at ellers velfungerende apparater blev ofret til fordel for den nyeste og smarteste model. Henrik Egede ser dog Repair Caféerne som en mulighed for at skabe interesse for både FEHA’s produkter og klima og bæredygtighed.

– Jeg fornemmer, at vi skal blive mere kritiske omkring den traditionelle ‘køb og smid væk’-kultur, siger han.

One Response to "Reparations-caféer kalder til kamp mod ’brug og smid væk’-kulturen"