Rygekampagner overser de ressourcesvage

Foto: Morguefile
Foto: Morguefile

Lungekræft rammer i højere grad end andre former for kræft bestemte sociale grupper. Det er især de lavtuddannede og arbejdsløse, det drejer sig om, fordi de ofte ryger mere. Men det er også dem, som rygekampagnerne ofte overser.

– Lungekræft er en af de sygdomme, hvor der er stor social forskel på, hvem der får lungekræft. Og det er fordi, rygevanerne i vores samfund i dag er meget socialt skævt fordelt, siger overlæge og professor i forebyggelse af lungekræft Peter Lange.

Læs også: Lunger overses til fordel for bryster

Den skæve fordeling gør, at det ofte er ressourcesvage rygere, som rygekampagnerne skyder forbi.

– Mange af dem, man har rettet sundhedskampagner mod, er de velstillede med ressourcer, der gør, at det lykkedes for dem at holde op med at ryge. Det er sværere for de andre, hvor det betyder noget, at de skal betale nogle penge for at droppe smøgerne f.eks. med noget rygestopmedicin, der virker, forklarer han.

Hjælp til ressourcesvage

Peter Lange efterlyser, at man gør mere for at nå de ressourcesvage mennesker. Rygeforbuddene har hjulpet, men han foreslår, at man i højere grad hjælper og motiverer folk til at holde op med at ryge f.eks. ved hjælp af tilskud til rygestopmedicin.

Hos Kræftens Bekæmpelse er man enige i, at der skal gøres mere for at hjælpe de ressourcesvage mennesker.

– Det handler om at sørge for, at kommunerne løser den opgave, de skal om at tilbyde rygestop til kommunens borgere og hjælpe dem igennem et rygestop. Når vi har nogle ressourcesvage, som klarer sig dårligere i det danske sundhedssystem og dårligere i forhold til forekomsten af sygedomme, hænger sammen med, at vi ikke formår i det offentlige sundhedsvæsen at tilgodese de behov, de har, siger administrerende direktør hos Kræftens Bekæmpelse Leif Vestergaard Pedersen og fortsætter:

– Det bør man helt sikkert gøre mere ved, og vi bruger en del penge på at finde ud af, hvordan man skal man gøre det på den rigtige måde. Der er et problem, vi gerne vil gøre mere ved.

Læs også: Beboernes sundhed i ghetto-område skal kortlægges

Kræftens Bekæmpelse vil f.eks. fokusere på oplysning og på at komme fejlinformation til livs.

– Der har nogle gange været en tendens til, at man har sagt, at de ressourcesvage nok har andre ting at slås med, og de skal ikke også slås med det her rygestop. Men de har også brug for, at der bliver givet de tilskyndelser, der skal til, og vil også gerne behandles om rygning på samme måde, som alle andre bliver behandlet, forklarer Leif Vestergaard Pedersen.

I morgen er der landsindsamling til Kræftens Bekæmpelse, hvor pengene bl.a. går til oplysning, forebyggelse og forskning i kræft.