Rygestop-forsøg: Her holder vi dellerne væk

Frygten for at tage på i vægt får rygere til at starte på motion ved rygestopFoto: USAG-Humphreys
Frygten for at tage på i vægt får rygere til at starte på motion ved rygestop.
Foto: USAG-Humphreys

Mange rygere frygter rygestop, fordi de er bange for at tage på, når den sidste pakke cigaretter er røget.

Et rygestopprojekt forsøger i øjeblikket at hjælpe rygere med at undgå ekstra fedt på sidebenene ved hjælp af træning og råd fra en diætist.

– Vores diætist på Østerbro tager højde for, hvem der er på holdet. Der vil være nogle, der er bekymrede for, at de tager på og nogle, der ikke er det, fortæller Lotte Marie Jensen, der er en del af det nye projekt Fit og Kvit.

Fit og Kvit er et rygestoptilbud til de rygere, der ikke ønsker de ekstra kilo, når rygetrangen skal væk. Træningen foregår en gang om ugen i otte uger og både mænd og kvinder kæmper med blod, sved og tårer for at kvitte og blive fitte.

Læs også: Cigaret-fri verden i 2040?

– Træningen skal være så alsidig som muligt, så folk får mærket sig selv. Det kan være konditionstræning, så der er tempo. Intensiteten betyder noget i forhold til, hvis man har abstinenser. Intensiteten mindsker abstinenser. Motionen er først og fremmest et redskab til rygestop, fortæller sygeplejerske ved Østerbro Forebyggelsescenter Lotte Marie Jensen.

Frygten for vægten

Ny dokumentation viser, at rygere tager på, når de forsøger at stoppe. Hermed er det gjort klart, at træning er vejen til et liv uden deller. Til Politiken fortæller professor og overlæge på Herlev Hospital Børge G. Nordestgaard, at rygning kan føre til vægttab, men understreger også, at man ikke af den grund skal satse på at fortsætte med at ryge, men derimod skal have hjælp til at holde vægten, når du stopper.

– Nu ved vi, at rygerne har ret i deres bekymring for vægten. Hvis man skal hjælpe dem med at stoppe rygning, så skal man også vide, hvordan de samtidig holder vægten, fortæller Børge G. Nordestgaard til Politiken.

Læs også: Nu kan man løbe sig røgfri

Det sociale liv

Projektet startede i oktober måned og er stadig i en prøveperiode. Reaktionerne har været positive, og deltagerne skaber sammenhold omkring rygestoppet:

– I og med du laver motion sammen, kommer der en rigtig god stemning. Folk er åbne, og på det første hold var der en tæt sammenhørighed på holdet. De har lært hinanden godt at kende og går op i hinandens rygestop.