Rygtebørs varsler om Hitman 5

En af de helt store danske computerspilssuccer, spilserien Hitman, får højst sandsynligt sit femte spil i rækken i den nærmeste fremtid.

En af de helt store danske computerspilssuccer, spilserien Hitman, får højst sandsynligt sit femte spil i rækken i den nærmeste fremtid.

Et billede af en stregkode på en æske, som slutter med tallet 47 i rødt, har fået engagerede computerspillere verden over op at køre. Reklamen med stregkoden, der var at finde i Sundance Film Festivals filmkatalog, ligner meget præcist den stregkode hovedpersonen, Agent 47, fra Hitman-serien, har tatoveret i nakken.

Danske IO Interactive, der står bag Hitman-serien, som er et af de bedst sælgende dansk producerede computerspil i Danmark, såvel som i udlandet, har muligvis lagt skjulte reklamer for et kommende Hitman spil ud på nettet. Derfor vil der muligvis snart igen være mulighed for at kvæle folk med fiberwire i rollen som den velklædte snigmorder, Agent 47. De kryptiske billeder på nettet varsler ifølge nogle måske om et femte Hitman spil.

Skjult reklame

For den almindelige læser ville denne reklame nok ikke skabe den store opmærksomhed. Men for computerspilsengagerede har det sat gang i rygtemaskinen. Selv det anerkendte spilmagasin Kotaku.com tolker på disse billeder som skjult reklame, og spår, at vi ser Hitman 5 på den kommende spilmesse E3 i Los Angeles den 7 til 9 Juni i år. E3 er kendt for at være messe for mange store afsløringer af kommende spiltitler. Det er derfor ikke udelukket, at IO Interactive vil løfte sløret for det femte Hitman spil på dette års messe.

Selv i USA, hvor Hitman-serien har været en stor succes, har den amerikanske avis, The Salt Lake Tribune, blogget om det kryptiske stregkodebillede og dets betydning.

Ligeledes er dette billede blevet set på plakater, på Sundance Filmfestivalen. Billedet skildrer en silhuet af hovedpersonen i Hitman-serien.

PR stunt

Skjulte reklamer er bestemt ikke nyt i hverken spil- eller filmbranchen. Metoden kaldes for Viral Marketing. Det går ud på at plante spor om kommende produkter på sociale medier som Facebook, ved events eller i dette tilfælde – decideret i reklamer.

Andre spilfirmaer, som f.eks. Blizzard Entertainment, der er skaber af det kæmpestore online spil World of Warcraft, samt EA, der udgav spillet Dante’s Inferno, har tidligere brugt denne form for marketing til at promovere deres kommende spiltitler.

EA hyrede for eksempel skuespillere, som spillede fundamentalistiske kristne, til at demonstrere ude foran deres hovedkvarter, for at promovere Dante’s Inferno, der handler om en korsridder, som infiltrerer helvede for at redde sin kone.

IO vil ikke bekræfte

Selvom de mindste hints tilsyneladende kan få spilentusiaster op at køre og blusse liv til de mest overbevisende argumenter, vil IO Interactive dog ikke bekræfte, at spillet er under udvikling.

»Vi har ingen kommentarer på nuværende tidspunkt« siger Tom Stratton, der er Studio Communication Manager for IO Interactive.

Læs også:

Mød manden bag Danmarks dyreste computerspil
Dansk computerspil går sin sejrsgang