Så meget kan det koste dig at gå til lægen til sommer

morguefile.com
Ved en konflikt mellem de praktiserende læger og det offentlige i 1984 skulle danskerne i tre måneder selv betale for at gå til lægen. Det scenarie kan du risikere at opleve igen allerede til sommer. Billede: morguefile.com

(Opdateret 3. april 2013 kl. 14.44)

1400 kr. Så meget betaler regionerne hvert år i gennemsnit til de praktiserende læger, for at hver af os kan gå gratis til lægen. Men det kan snart være slut, for en konflikt er under opsejling mellem regionerne og de praktiserende læger, og så skal du måske selv til at betale. Som Netavisen har fortalt, er Danske Regioner nemlig ikke langt fra at opsige overenskomsten med de praktiserende læger. Hvis overenskomsten opsiges allerede denne måned, hvilket alt lige nu tyder på, bliver betaling ved lægebesøg en realitet fra 1. august.

I første omgang skal du dog ikke finde tegnebogen frem, for regionerne forsikrer, at konflikten ikke bliver en realitet, før Sundhedsministeren er klar med en bekendtgørelse, der sikrer gratis lægehjælp.

– Bekendtgørelsen vil sikre uændret lægehjælp til vores borgere, og at man ikke skal betale. Det er det, der er kernen i den, udtaler Jens Stenbæk (V), formand for Regionernes Lønnings- og Takstnævn.

Liberalisering af området

Men du skal heller ikke pakke tegnebogen helt væk endnu, for det er langtfra sikkert, at lægerne vil arbejde under en bekendtgørelse fra ministeren, hvis den dikterer dårligere vilkår for lægerne. Henrik Dibbern, der er formand for Praktiserende Lægers Organisation (PLO), ser det ligefrem som en nærliggende mulighed, at lægerne helt opsiger samarbejdet ved at opsige deres såkaldte “ydernumre”. Ydernumrene er den kontrakt, de praktiserende læger har med det offentlige, og opsiges de, har de praktiserende læger ikke længere noget officielt samarbejde med hverken regionerne eller staten.

– Så er der slet ikke nogen aftale mellem det offentlige og den enkelte praktiserende læge, og så bliver det selvbetalt, ligesom hos advokaten, bekræfter Jens Stenbæk på vegne af regionerne.

I forvejen privat

Der bliver altså ikke bare tale om brugerbetaling, men en komplet liberalisering af virksomhederne, som i forvejen er private, da lægerne jo selv ejer deres praksisser. Netop derfor er det også svært at forudse, hvad et lægebesøg fremover kan komme til at koste.

– Vi har eksempler på læger, der har investeret op til 10 mio. kr. per læge i de dyreste af lægehusene, mens jeg sidder i en lille lægepraksis ude på Nordfyn, og min husleje er jo kun en lille brøkdel af deres. Så når vi skal finde ud af, hvad vi er nødt til at tjene på vores klinikker, kan vi jo sagtens komme frem til nogle meget forskellige tal, siger PLO-formanden Henrik Dibbern.

De praktiserende læger årligt

  • 20 mio. klinikkonsultationer
  • 20 mio. telefonkonsultationer
  • 1 mio. e-mail-konsultationer
  • 3 mio. modtagne henvendelser til Lægevagten
  • 6 pct. af landets samlede sundhedsudgifter
  • For hver patient får lægerne gennemsnitligt 1400 kr. om året
  • Den enkelte læge har en gennemsnitligt indtægt på 1,1 mio. kr.

Kilder: Praktiserende Lægers Organisation, Danske Regioner

Der kan altså blive stor forskel på, hvor i landet man har læge, for med opsigelsen af kontrakten med det offentlige ryger også muligheden for at styre konsultationspriserne.

– Vi må ikke gå ud og sige til dem, at de skal tage for eksempel 500 kr. for af hensyn til monopollovgivningen, må man ikke lave prisaftaler om den slags. PLO kan sige til lægerne, at de skal tage højde for deres udgifter, såsom husleje og personale, og så regne sig frem til et tal, der passer til deres situation, fortæller PLO-formanden. I første omgang tror han, at lægerne vil opkræve et fast beløb per konsultation, men på længere sigt forestiller han sig andre finansieringsmuligheder.

– Så vil jeg tro, der begynder at opstå nogle forsikringsordninger, sådan at folk kan købe en forsikring for det at gå til egen læge, ligesom man jo kan købe forsikringer for nogle udgifter hos tandlægen.

Ny lovgivning kan blive nødvendig

Din sidste chance for at slippe for selv at betale lægeregningen, som jo allerede er betalt via skatten, er en ny lovgivning, der dikterer, hvad forskellige ydelser må koste, og at det offentlige igen vil dække dem. Og så lander bolden igen på Sundhedsministerens skrivebord.

– Ministeren bliver jo nødt til at lave nye regler, og så må vi jo se, om det offentlige vil refundere nogle af de penge, understreger formanden for de praktiserende læger.

De praktiserende læger har i gennemsnit en indtægt på 1.1 mio. kr. om året.