Sådan undgår du at blive hæler i Bededags-ferien

danish politi
Læs hvordan du undgår at købe stjålne varer på nettet. Foto: no.wikipedia.org

Arne Jacobsen-stole, PH-lamper og lækre cykler til meget billige penge. Hos Syd- og Sønderjyllands Politi forventer man, at en del danskere vil bruge Bededagsferien til at handle brugte ting. Og herfra lyder opfordringen, at man skal passe på, så man ikke ender som hæler i løbet af helligdagene.

– Vi ved jo, at der sker en masse brugthandler, og på helligdage har folk tid til at sidde og kigge på de forskellige aviser, hvor der sælges brugte ting. Vi vil så gerne have folk til at tænke sig om en ekstra gang, siger Christian Østergård, specialkonsulent ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Hælervarer er generelt en stor udfordring for politiet i Danmark. Hæleri er ikke kun en forbrydelse for dem, der stjæler varerne og sælger dem videre, men også for dem, der køber de stjålne varer.

Derfor er det ekstra vigtigt at være opmærksom, når du shopper brugte ting i ferien. Politiet i Syd- og Sønderjyllands Kommune har lavet en liste med forholdsregler, som de opfordrer til, at man følger til en hver tid.

Læs også: Maria tjekkede alt: Alligevel købte hun en stjålet cykel med falsk kvittering

Det handler bl.a. om at undre sig over for gode priser på tingene, være på vagt, hvis man ikke kan få en kvittering og altid få køberens navn og adresse.

På Den Blå Avis har man også fokus på hælervarer på sitet dba.dk. Her kan man som bruger anmelde en annonce, hvis man synes, den virker mistænkelig.

–  Hvis vi får en anmeldelse fra en bruger, der har er mistanke om at en vare, som er til salg, er stjålet, går vi ind og kigger på varen og beder sælger om, at NemID-validere sig som garanti for, at man er den, man giver sig ud for at være. Hvis det er en hælervare, opfordrer vi brugerne til at anmelde det til politiet siger, Sofie Folden Lund, kommunikationschef hos Den Blå Avis.

App hjælper med at afsløre stjålne cykler

Hvis man gerne vil købe en brugt cykel og vil være ekstra sikker på, at den ikke er stjålet, kan man downloade appen ”Politi”, som har funktionen ”cykeltjek”.

–  Vi anbefaler, at man downloader vores app, hvor man kan tjekke, om den cykel man nu er engang med at købe, er stjålet. Det har vi haft borgere, der har gjort og været rigtig tilfredse med, og det gør det sværere at være cykeltyv, hvis man bruger appen, siger Christian Østergård.

Fakta: Fem tips til at undgå e-hæleri

1. Spørg dig selv, om prisen er for god til at være sand.

2. Spørg efter kvittering, garantibevis eller anden dokumentation for ejerskabet.

3. Hent varen personligt, i stedet for at få den bragt eller overdraget på en p-plads.

4. Få altid købers navn og adresse. Det kan hjælpe dig, hvis uheldet er ude.

5. Er du i tvivl om varen er stjålet, så drop handlen og overvej at tage kontakt til politiet på 1-1-4 med din mistanke.

Kilde: Stop-e-hæleri.dk

Undgå bedrageri

Følger man disse forholdsregler, skulle man gerne undgå at komme til at købe hælervarer, men forholdsreglerne gør sig også gældende for, at man undgår at blive udsat for bedrageri. Bedrageri kan for eksempel ske, hvis man overfører penge til en person, som skal sende en vare, som aldrig kommer.

Også på Den Blå Avis opfordrer man folk til at mødes med sælger.

–  Det er en rigtig god idé at mødes med sælger på deres adresse, siger Sofie Folden Lund fra Den Blå Avis.

Læs også: Drop nøglen: Nu kan du låse cyklen op med mobilen

Hvis du alligevel kommer til at købe en stjålen vare

Skulle uheldet alligevel være ude, og man er kommet hjem med en stjålden vare, skal man straks kontakte politiet.

– Viser det sig, at cyklen alligevel er stjålet, på trods af at man har taget alle de her forholdsregler, så er det noget nemmere at overbevise politiet om, at man har handlet i god tro. Selvom man har handlet i god tro, men ikke bliver straffet for det, så mister man stadig den stjålne genstand, som bliver leveret tilbage til rette ejer, siger Christian Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Der er brug for befolkningens hjælp 

Hos både Den Blå Avis og Syd- og Sønderjyllands Politi er budskabet klart. Man bør reagere, hvis man ser noget, der er for godt til at være sandt.

– Vi har gennemsnit 1,4 millioner varer til salg konstant, så vi har ikke mulighed for at overvåge, så vi er afhængige af at vores brugere reagerer hvis de ser noget mistænkeligt, forklarer Sofie Folden Lund.

En enslydende melding kommer fra Christian Østergård.

– Tænk jer om og følg vores forholdsregler. Som køber, så tjek tingene en ekstra gang. Er man det mindste i tvivl, så lad være, siger specialkonsulenten.